Festskriftets forord af Jørgen Aagaard

Forsker i svært psykisk syges forhold

Dr.Med. oktober 1984, Specialist i psykiatri april 1988

Professor ved Aalborg Universitet og ved Aarhus Universitet 2014

Professor Strömgren

I anledning af at Institut for Psykiatrisk Demografi, Risskov blev etableret for 50 år siden - og helt præcist den 1.4.1969 - har vi som organisationskomite taget initiativ til, at det skal fejres med et festskrift og en fest. Professor, overlæge, dr. med. Erik Strömgren havde mange erfaringer fra psykiatrisk demografisk forskning på Bornholm. I 1957 blev et tilsvarende projekt etableret, hvad angår befolkningen på Samsø. Den type af projekter, der var relativt nye i såvel data, indsamlingsform som design, kan beskrive debut og forløb af specifikke psykiatriske sygdomme over tid i et afgrænset geografisk område, herunder med mulighed for korrelationer til demografiske forhold. Registrene havde i Danmark gennem generationer været systematiske manuelle sygdomsregistre i særdeleshed vedr. Arvebiologiske sygdomme. I et samarbejde med Arvebiologisk Institut, København, blev deres register overført til Risskov i 1966. Det var det første skridt til opbygning af et Demografisk Institut i Risskov.

I 1968 indførtes i Danmark, som et af de første lande i Europa, cpr-numre, som entydigt identificerer alle landets borgere. Det fik en meget positiv konsekvens for registre og register-forskning.

År et efter, og helt præcist den 1.4.1969, blev verdens første cpr-baserede psykiatriregister oprettet i Risskov med tilhørende forskningsinstitut — på initiativ af professor Erik Strømgren og med overlæge Annelise Dupont, som den første leder.

Det lykkedes for en række af fremsynede folk - fra psykiatrien og fra det politiske niveau - udover de fysiske rammer at få etableret Institut for Psykiatrisk Demografi med en overlæge og fire reservelæger til klinisk forskningsarbejde og en programmør og en statistiker samt 12 - 14 professionelle sekretærer til registreringsarbejde og hjælpsomhed til forskningsarbejdet.

Gennem årene har der været en betydende og stigende forskningsaktivitet.Medarbejdere har opnået tilladelse til at benytte udvalgte data fra Det psykiatriske centralregister.

Festskriftet består af indlæg fra nogle af de mange medarbejdere, der gennem årene har arbejdet på Institut for Psykiatrisk Demografi.

Endvidere har hospitalets bibliotekar identificeret forskningsartikler, hvor en eller flere medarbejdere fra Instituttet har været medforfattere.

Organisationskomiteen for festskriftet består af:

• Marianne Kastrup (d121304@dadlnet.dk)

• Søren Skadhede (soren.s@stofanet.dk)

• Jørgen Aagaard (jaagaard@privat.dk)

Hanne Høvring har læst korrektur og sammen med Anne Grethe Mogensen siddet i kernegruppen af planlæggere, mens Grete Spencer, Anne Marie Therkelsen, Troels Lyngby og Jens Lund har deltaget i et eller flere planlægningsmøder.

“Du skal tænke som en maskine!”

af Jens Andresen, PhD i forhistorisk arkæologi 1994, Lektor ved Institut for Kultur og Samfund

“Du skal tænke som en maskine!” – Søren Skadhede ser op gennem hinkestensbrillerne. Jeg modtager det gode tips og forsøger

at forestille mig, hvordan en maskine mon tænker. Tænke kan den vel ikke, men der må være noget, Søren vil fortælle mig.

Hvad kan det være?

Søren og jeg sidder skrivebord mod skrivebord i et kontor på den lange gang på “Institut for psykiatrisk Demografi”. Ved siden

af er Merete Mortensens kontor. Hun er sekretær for Povl Munk-Jørgensen, som vistnok er nr. to på afdelingen. Nr. et er

Annelise Dupont, overlæge. De to er ret forskellige.

Annelise ville ikke kunne drømme om at sætte sig på ens skød, lægge armen om en, og fortælle et eller andet. Det kan Povl. Han

er sjov og bærer briller med en skrigrød kant.

Det er ellers ikke den store munterhed, der præger dette institut uden studerende. Der er arbejdsro, regelmæssighed og orden i tingene. Gangen tæller 6 forskende læger og et antal sekretærer, som hjælper lægerne med deres forskning. I en tilknyttet gang findes de der er ansat til at inddatere data i “centralregistret”, som er afdelingens opsparede kapital.

Her findes data om alle de personer, der har været i kontakt med det psykiatriske system. Og det er mange – ca. 25% af befolkningen har denne kontakt i løbet af livet. For at få adgang til denne afdeling kræves særlige beføjelser, så både formiddags- og eftermiddagskaffen bliver drukket for enden af “vores” gang.

Årstallet er 1984 - “George Orwell året”, beskrivelsen af det dystopiske samfund, hvor der i alle rum findes skærme, som medfører at “storebror” holder øje med een, ligegyldigt hvor man befinder sig og ligegyldigt hvad man gør. Og hvor historien skrives om, sandhed bliver løgn, løgn bliver sandhed. Så langt er teknologien og politikken dog ikke udviklet i 1984. Søren og jeg sidder ved dumme skærme med opkoblinger til RECAU, universitetets regnecenter. Sørens er en Hazeltine 2000. Jeg sidder med en Televideo 925. Vi koder FORTRAN 77.

Søren er god til at programmere – eller “tænke som en maskine”. Jeg kan godt det elementære, men skal bede om hjælp, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af. Og jeg skal virkeligt lægge mine tankebaner om. FORTRAN 77 forestiller jeg mig som en flipper-maskine, hvor kuglen bliver skudt afsted, for på et eller andet tidspunkt at komme til udgangen i bunden af maskinen. Undervejs kan den ramme forskelligt – et SPSS Crosstabs – eller hvad lægen nu har ønsket at få lavet med sine data.

Søren har udviklet sin egen måde at organisere sine programmer på. Hver læge har sin mappe, og hvis lægen har flere projekter, får hvert projekt sin undermappe. Herefter bliver hvert program nummereret sekventielt og hvert program bliver udskrevet på en matrixprinter.

Sammen med udskriften bliver der klipset et håndtegnet diagram med cirkler, firkanter og romber, som er forbundet med streger, der viser “flowet” (altså flipper-maskinekuglens bane). Tilsvarende gælder de forskellige data-sæt, som bliver behandlet. Hvert skridt dokumenteres, og der skrives ned, hvad der er sket mellem hvert skridt.

Jeg er 26 år og er startet som halvdags EDB-assistent under oplæring. Det er den lavest mulige placering i HK overenskomsten. Min arbejdsdag går fra 8 til 12. Sharp. Kommer jeg et kvarter for sent, skal det registreres i ugesedlen. Tilsvarende, hvis jeg går et kvarter senere. Jeg skal være far, termin ca. 1. juli, og vi er stadig i starten af året. Officielt studerer jeg til mag.art. I forhistorisk arkæologi, men studierne har ikke rigtig nogen fremdrift. Efter kandidateksamen er jeg kommet i tvivl – om noget vi kalder for “epistemologien”.

Så i 1982/83 laver jeg studenterpolitik. Jeg sidder i Studenterrådets styrelse med ansvar for boligområdet. Også dengang var der rigeligt at tage sig af på dette område, og da jeg havde en mangeårig erfaring i forskellige venstrefløjsbevægelser, herunder boligbevægelsen, var det naturligt, at dette blev mit område. Styrelsesarbejdet gav lidt penge, men da Anna bliver gravid må jeg sande, at der skal lidt flere til.

Jeg mødte Søren under kampen for bevarelsen af Århus Gasværk. Vi boede i samme gade på Trøjborg og var medlemmeraf “gasværksgruppen” i Trøjborg Beboerforening. Hvordan det gik for sig, at jeg søgte stillingen som EDB-assistent, det husker jeg ærlig talt ikke. Men jeg sendte en ansøgning afsted med alle mine kursusbeviser fra RECAU. Jeg kom til samtale med overlæge Dupont og Søren, og det kan kun være fordi Søren udøvede nepotisme eller der ikke var andre ansøgere – til min overraskelse, fik jeg stillingen! Så selvom lønnen var lav, var den dog regelmæssig.

Søren lærte mig op i “at tænke som en maskine”. Og instituttet viste sig at være et godt arbejdssted, med spændende projekter og spændende mennesker. Især husker jeg de månedlige møder med professor Ipsen og professor Strömgren som noget særligt berigende. Jeg var meget imponeret over hvorledes overlæge Dupont både havde blik for den enkelte og for helheden. Og jeg var også meget imponeret over de udviklingsmuligheder, der blev tilbudt én via medlemsskabet af HK SamData. Tænk sig: gratis kurser i alle mulige spændende teknologier, med alt betalt på en fin kursusejendom.

Skæbnen ville, at Illerup-projektet på Moesgaard havde brug for en EDB-mand. Så et halvt år efter at jeg havde gjort min entre i Risskov, fik jeg en halvdagsstilling på Moesgaard. Min bror Knud lånte mig en gammel VW-boble kvit og frit, så jeg futtede i trekantskørsel mellem kollektivet i Langelandsgade, Risskov og Moesgaard. Frokosten blev indtaget ved rattet. Da Illerup-projektet havde fået nogle millioner af AP Møller, kunne jeg købe den første PC – en Digital Rainbow – den kunne både køre CP/M og MS-DOS, så det var jo en helgardering i disse dage.

Således gik de næste 4-5 år – og jeg kunne her drage nytte af begge arbejdspladser til innovation og videreudvikling. Særligt spændende (på nogle områder lidt for spændende) var arbejdet for Troels Lyngby’s “Bly og Børn” projekt. Det står stadig for mig som det største, jeg deltog i på “Demografisk”. På et tidspunkt fik jeg så tilbudt en heldagsstilling på Moesgaard, og det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Dette udviklede sig så til et phd-stipendie i samarbejde med “Forskerakademiet” under ledelse af den senere rektor, Laurits Holm-Nielsen. Titlen på PhD-afhandlingen blev, nok ikke så underligt, “Informationsteknologien og den arkæologiske forskningsproces” og blev forsvaret i 1994, 10 år efter at “jeg lærte at tænke som en maskine”.

Jeg har meget at takke “Institut for Psykiatrisk Demografi” for og de mennesker, der færdedes der, mindes jeg med stor varme.