Man skal kunne dufte blomsterne

ERINDRINGSGLIMT

2. Katrinelund (s. 157)

Ingrid kom der fra sit fjerde år og var en stor del af tiden hos moster Jenny og Winther. Da hun begyndte at gå i skole måtte hun nøjes med at være hos dem i ferierne. Hendes lillesøster Jenny ku’ ikke li’ at være hjemmefra.

Hendes mor og moster mødtes en gang imellem i Horsens og søstrene var som regel med. De gik i samlet trop rundt i byen og så på vinduer og gik i butikker. Byturen sluttede altid med at de voksne drak kaffe på cafeen i Hestedamsgade og fik en lang snak. Børnene fik sodavand, lagkage og de flødekager de pegede på. Det var slaraffenland for dem og en fantastisk oplevelse hver gang. - De gik omkring et par kilometer hjemmefra til Bottrup, hvorfra de kørte med bus til Horsens. Moster steg på en bus nedenfor kastanjealleen til Katrinelund i Ørridslev, og de mødtes så alle på rutebilstationen i Horsens.

3. Dukkevognen (s. 158)

Engang hvor de skulle med hendes moster hjem, havde Jenny og hun fået nye fine røde dukkevogne med kaleche der kunne slås ned. De stod af bussen ved kastanjealleen. Dukkevognene der var pakket forsvarligt ind i gråt papir var uhåndterlige. Papiret omkring hjulene blev derfor revet af så de selv kunne køre. De kan ikke ha' været ret gamle for Jenny kunne ikke selv styre.

"Katrinelund" var en firlænget gård med en mejeribygning, et maskinhus og en stor parkagtig have. Spadsereturen fra bussen ad den lange kastanjealle til gården var frydefuld dejlig og forventningen steg efterhånden som de nærmede sig den gule murstensgavl.

Hun elskede at være på Katrinelund hos moster og Winther, det var en slags andet hjem for hende. Til højre et stykke fremme ad alleen var et langt mirabellehegn. Længere fremme kom man til andedammen hvor hestene fik lov at gå ud og drikke og bade når de svedige vendte hjem fra markarbejdet. - Til venstre for stuehusgavlen var dengang vinkelret på den en lang gul bindingsværksstald til køerne og kalvene. Hun kan ikke mere huske om der var grise, men det har der helt sikkert været.

I gavlen af stuehuset var en stor lys stue med vinduer til de tre sider med dør fra dagligstuen. Det var den fine stue, som kun blev benyttet når der var mange gæster. Af interiøret husker hun kun et skab med gamle fine glas. Det stod cirka midtvejs op imod indervæggen. Resten af interiøret kan hun ikke mere huske.

Den næste stue var dagligstuen med vinduer der vendte ind mod gårdspladsen, et blankpoleret bord og store spisebordsstole med en bred og buet ryg, et chatol og skabet med mosters empire-stel. Her sad man om aftenen, man læste bøger og aviser og hørte radio.

Bag dagligstuen ud mod haven var et værelse. Så var der fra gårdspladsen den fine indgang, der næsten kun blev brugt, når der kom gæster. Bag den var endnu et værelse. Næstefter kom køkkenet, der var ret stort og firkantet med to vinduer mod gårdspladsen. Først var der et lille køkkenbord ved væggen mod gården, foran det stod en gråmalet slagbænk med et rum med tusind små ting og sager, ting som man ikke rigtig ved, hvad man skulle gøre af. Man finder så en kasse eller en slagbænk, - I den fik hun lov at rode og finde spændende ting hun kunne bruge til ét eller andet. Her fandt hun bl.a. en mønt, en halvtredsøre. Den var gammel og fra før hendes tid. - Vi har i dag en æske med ting og dingenoter. Tingene og kassen fylder, men vi henter af og til i den helt uundværlige ting.

4. Mosters pengestabler (s. 161)

Torp's havde en gård der lå et stykke fra vejen oppe på marken mellem Brugsen i Ørridslev by og landevejen. På deres marker er der i dag industrikvarter. Som regel blev der spillet kort når de var på besøg. Hun sad så, indtil øjenlågene blev så tunge at det var hende umuligt at holde dem åbne, og passede mosters varierende kassebeholdning, som hun ivrigt stablede i 1, 2, 5, 10 og 25 ører. Hun blev meget ked af når hun tabte, og hun måtte ødelægge nogle af stablerne for at betale til den vindende. Det var selvfølgelig mest spændende når stablerne voksede i højde. -

5. Moster og Winther (s. 157)

På slagbænken sad Winther som regel dagligt, mens han læste den nyankomne avis. Så var der et lille mellemrum mellem det lille bord og et længere køkkenbord som sluttede med en vandhane og en køkkenvask. Hun sad tit for enden af det lille køkkenbord med benene dinglende imellem de to borde, mens hun kiggede ud i gården hvor der altid skete et eller andet. Hun så hestene blive iklædt seletøj og gjort klar til markarbejdet. Om ikke andet kunne hun sidde og kigge på regnen og vandpytterne imellem brostenene der dannede fine mønstre. Lydene fra arbejdsvognenes hjul med jernringe og hestenes hove var voldsomme, når de kørte gennem gården over brostenene.

I køkkenet ved væggen imod den fine gang stod et stort komfur. På modsatte væg var et meget smukt gammelt malet skab med skåle og fade. Efter det var en smal gang ind til et værelse mod havesiden, med to vinduer, hvor hun sov. Fra køkkenet efter komfuret var en kasse til træ og en høkasse og en dør til Ediths lille værelse - det var hendes mosters unge pige.

Næst efter værelsesdøren var døren til spisekammeret. På væggen ind mod Ediths værelse var der en tallerkenrække. Imod haven et vindue med et bord med hylde under. På det kølige gulv stod et par store brune overdækkede lerfade med mælk. Venstre side af rummet var lidt forsænket med nogle trin ned. Her var hylder, hvor der blandt andet stod store brune krukker med hjemmebagte klejner. Klejner hun ind imellem var med til at vride. Midt i køkkenet var et firkantet bord hvor måltiderne blev indtaget.

Med ryggen imod spisekammeret sad Winther. Hans store krop fyldte godt på stolen, og hans Ib Schønbergske hager hængte ud over servietten. Han elskede mad og spiste for meget. Moster skældte ud når han overdrev. Han sad bare grinende og gryntede så hans hager rystede og modsagde ellers ikke hendes forsøg på at få ham til at spise mindre. Med ryggen mod komfuret sad Edith.

6. Wolle (s. 163), 7. lagkagen (s. 164)

Moster sad på modsatte side og Ingrid sad med ryggen mod gården på det yderste af stolen så der var plads bagved hende til inde-katten Wolle. Winther elskede mosters solide og lækre mad. Engang havde hun lavet en stor lagkage dækket med lækker brun chokoladeglasur og stillet den i spisekammeret til dagen efter som hun altid gjorde. Så kunne de få kage til eftermiddagskaffen om søndagen. Om morgenen opdagede hun, at tre fjerdedele af kagen i nattens løb var sporløst forsvundet. Da fik Winther for alvor skæld ud. Hun blev meget overrasket og forskrækket over at se hendes moster så vred, og Ingrid blev nervøs på hans vegne, men Winther sad bare og grinede som han plejede hvis moster var vred og bekymret over hans overspiseri.

Baggangen og trappen til loftet kom efter køkkenet. Det store loftsrum blev ikke benyttet til andet end opbevaringssted for ting der i øjeblikket ikke var i brug. Hun legede af og til i det lille lyse rum med vinduet der vendte ud mod alleen. Det var spændende at lege med nogle af de gamle ting hun fandt frem. - Efter gangen og trappen kom folkestuen hvor forkarlen Haakon og andenkarlen Svend og de andre medhjælpere spiste deres mad og ellers opholdt sig når arbejdet var færdigt og de kunne holde fri. Her var kakkelovn, et skrivebord, et langt spisebord og bænke og stole. Til venstre for døren stod en stol med armlæn og betrukket sæde, en gammel pottestol kunne man se når sædet blev løftet. Der var nu ikke mere en potte i rummet under sædet. På denne stol satte Winther sig når han var inde for at tale med karlene om arbejdet. Winther arbejdede ikke selv med på gården dengang, så han havde tid til næsten hver dag at gå en tur ud over markerne til Hovedgård kro og få sig en snak og en lille én under vesten. - Efter baggangen og ude i gården igen, kom efter folkestuen vaskehusdøren og vaskehuset med vinduer i gavlen imod den gamle mejeribygning og imod gården.

8. Uhygge og mystik i mejeribygningen (s. 172)

Mejeribygningen på gården var mystisk og dragende og lidt skræmmende. Engang imellem bevægede Ingrid sig gysende ind i den gamle hvidkalkede bygning. Først kom hun ind i en lille forgang med gule mursten på gulvet. Derefter fortsatte hun lidt tøvende, men nysgerrig, ned ad murstenstrapperne til gulvet, der som en kælder lå et stykke under jordhøjde og som ligeledes var belagt med gule mursten. Hun stod ofte og betragtede Edith, mosters unge pige, når hun var nede for at rulle sengetøj og duge. Foroven i rullen var der en stor skuffelignende kasse fyldt med kampesten. Kassen blev via et træhåndtag trukket adskillige gange hen over rullen med dugen der på den måde blev helt glat og fin. Det var et lidt uhyggeligt, skummelt og halvmørkt rum. Mejeriet var for længst ophørt med at blive anvendt til dets oprindelige formål og bygningen var i et begyndende forfald. Der var køligt og temmelig mørkt. Gamle mørnede loftsbrædder så enkelte steder ud som om de af en eller anden engang var trådt ned, så de nu hang skråt ned i rummet, dekoreret med spindelvæv og andet ubestemmeligt. I den endnu brugbare del af rummet neden for trappen, hang lidt til højre fra en bjælke i loftet en stribe hjemmelavede spegepølser som levende larver eller pupper i deres snore. De vred og våndede sig fra pustet fra den åbenstående dør. På det kolde murstensgulv under dem stod langs væggen en række stenkrukker med syltede asier, græskar og rødbeder, og på den modsatte side stod den store rulle med kampesten der gav association af et kæmpe truende monster. Den stod under de lave vinduer, der udenfor omtrent var dækket af hyldebærbuske og brændenælder. Blæste det, krattede grene fra hylden uhyggeligt og spøgelsesagtigt på ruderne, og fra det sparsomme lys kom spredte lysglimt ved grenenes bevægelser. Når Ingrid kom fra solen og varmen udenfor til det næsten mørke og kølige rum inde, fik hun både gys og gåsehud, men var alligevel stærkt tiltrukket af stedet.

Op imod væggen til haven stod en lysebrunlig opretstående fryser. Et vidunderskab med fire låger der gav en helt bestemt knirkelyd når de blev åbnet og en klaskelyd når de blev lukket. To og to over hinanden. Det første private fryseskab hun nogensinde havde set og ikke mindst oplevet. Der var blandt meget andet altid rigeligt af hendes mosters hjemmelavede og mest vidunderlige is. Den og isen var en guds gave.

Mellem stuehuset og den vinkelret liggende udbygning gik vejen ud til markerne. Først var der vognporten og bag den det lille das og ved siden af det et rum til brænde og optændingspinde. Fra gårdspladsen kom døren til de to karlekamre. Hun var ind imellem med Edith ovre og rede senge i de spartanske rum. Der var ingen kakkelovne, så det må have været noget koldt om vinteren at komme fra varmen i folkestuen over under de iskolde dyner.

Efter karlekamrene var saddelmagerrummet. Her holdt hun meget af at sidde og snakke med den af karlene der sad og reparerede seletøj. Hun udnyttede vist at de sad stille og havde tid til snak. Han havde en slags syl han prikkede hul i læderet med og kunne derved så trække en stor nål med en tråd der lignede kinesertråd igennem og på den måde sy to stykker læder sammen. På væggen hang seletøj på række som overtøjet i gangen foran vores skolestue. I rummet var en helt speciel dejlig lugt af det man smurte seletøjet i. Det er en lugt som hun senere har genoplevet ved det flydende guld hun i så mange år kom til at arbejde med. Det havde præcis samme lugt. Hun har ofte med duften i næsen drømt sig tilbage til sit paradis.

Imellem karlekamrene og saddelmagerrummet var indgangen til hestestalden, det var et langt rum bagved de sidste rum. Her stod en stribe dejlige og smukke arbejdsheste. Kun én kan hun huske helt præcis: det var en stor og bredmåset hest med store lådne sorte sokker. Den var en sød og rar hest, men også irriterende fordi den ustandselig pruttede når de jumpede. Det var den hest der blev brugt når de skulle køre til Hovedgaard og handle, eller de skulle på besøg et sted og kørte i Jumpegiggen.

Hver gang de kørte eller cyklede ind til Hovedgård kom de forbi ’Hiet’, der var spædbarnehjem. Der sad næsten altid børn i vinduerne. Hun var ked af det på de børns vegne og havde ondt af dem der af én eller anden grund var tvunget til at være der, og håbede aldrig det ville blive hendes skæbne. Måske var det ikke så dårligt at skulle bo der, Måske var børnene endda glade for at være der, men set med mine barneøjne, ville det være noget af det mest forfærdelige og katastrofale der ville kunne overgå hende. Hjemmet, eller ”Hiet”, danner stadig ramme om mange børn, men nu er det børn der frivilligt er rykket ind. Spejdere. Friske aktive børn. Vi kommer der engang imellem, fordi der bliver arrangeret loppemarked.

For enden af stalden var et par bokse. Hun mener at huske, at her på et tidspunkt stod rideheste, men hun har aldrig set nogen ride på sådanne heste. Hun har et billede hvor hendes mor og vist nok en meget ung medhjælper, Aksel, sidder på heste foran ladebygningen. De heste er store brede arbejdsheste.

9. Mor og Aksel til hest (s. 167)

Efter saddelmagerrummet var hønsehuset, og den sidste længe, der gik fra hønsehusrummet til et stykke forbi kostaldbygningen, var den smukke kampestenslade.

Bag laden henover et stykke mark, var en sti til fodermesterhuset. Et rødstenshus, hvor hendes tre legekammerater, Grethe, Vagn og Aage, i en periode boede. Deres mor var så sød og rar. Hun bagte blandt andet engang pandekager til dem fordi de alle fire var så trængende.

Midt inde i Hovedgård by i et rødstenshus boede hendes to tanter, Marie (tante Misse) og Antonie (tante Tonni) fra hvem hun havde sine mellemnavne. Vi vidste ikke meget om dem - de var vist nok hendes mors tanter. I kirkebøgerne og folkeregistrene på web fandt vi dem:

10. Trikotageforretningen i Hovedgård (s. 125)

Dorthea Marie Kirstine Rasmussen, født i Randlev 13.4.1883, datter af Jacob Rasmussen. Han var gift med hendes mors faster Ane Cathrine Poulsen – Misse og hendes mor var altså kusiner. Jacob er bror til Per fra Lerbakken, som vi kommer til.

Antonie Nielsine Kristine Pedersen. I kirkebogen under ”Døde Kvindekøn” står der at hun er ”død 3. Maj 1941, begravet på Kattrup Kirkegaard” og under overskriften ”Den afdødes Stilling ...” står der ”Trikotagehandlerske af Hovedgaard, Ørridslev Sogn osv, født i Ulstrup sogn, Aalborg Amt, 8. September 1883. Datter af Gaardmand Christen Pedersen og Hustru Ane Lassen. Afdøde var ugift.” - Har de mon mødt hinanden på en højskole, de to jævnaldrende Marie og Tonni?

11. Per og Else (s. 87)

På billedet her står Per, tanterne, Else, Mor, storebror Frede og Far. (Det var moster,der fotograferede og fremkaldte og Ingrid har klippet hovedet af Per for at passe billedet ind i albummet.)

12. Trikotageforretningensel-installationskort (s. 125)

På et el-installationskort fra deres forretning i Hovedgård står der ”Frk. Rasmussen & Co, Trikotageforretning” og man betalte i 1925 for hver af de 8 lampesteder kr. 1,80 + et fast beløb på 2 kr. for strømmen, i alt 16,40 kr. – i 1930 var der krise og man nøjedes med 5 lampesteder til samme stykpris). Samme kort blev brugt indtil 1958 med nye indehavere, bl.a. et bageri – men priserne er lidt uigennemskuelige.

13. Ingrid som baby hos Misse og Tonni (s.125)

I forretningen solgte man tøj, strikkegarn, strømper og mange andre ting som en mindre bys befolkning kunne få brug for. I diskene lå små fine ting som bl.a. knapper, hårspænder og brocher, sikkerhedsnåle, knappenåle eller små legetøjsting. Når de var på besøg fik de altid en to-krone hver og kunne gå ud og solde. De fik store isvafler med skum i bunden og med fløde og syltetøj ovenpå og hvis de stod i butikken og trykkede næsen flad på disken blev de spurgt om der var noget de gerne ville have. Eller de måske helt af sig selv ubeskedent pegede på en ting og sagde "Nejjjjj hvor er den fin," så kunne de være nogenlunde sikre på at få det. De var utrolig søde ved børnene.

Den 4. maj 1945. Jeg bliver bevæget hver gang jeg hører det

afspil fra web ”befrielsen 1945” - Youtube eller http://www.befrielsen1945.dk/temaer/befrielsen/jubel/kilder/ak00775_ak00776_ak00777.mp3

start 3:30 (”I dette øjeblik ..” pause, gentages mere mundret ca 3:43) stop 4.40.

Fortsæt med Matador-klippet med 4.maj fra Youtube.

14. Prinsesse Margrethe som glansbillede (s. 140)
http://www.dr.dk/p1/verden-ifoelge-gram/verden-ifoelge-gram-2015-04-14

I radioen har jeg hørt Steffen Grams interview med Dronning Margrethe og Dronningen fortalte om Chr. X og vinteren 1944-45 og om 4. maj 1945. Forældrene var enige om IKKE at snakke om krigen, når børnene hørte på - fordi Margrethe, som hun selv siger, var et meget snakkende barn, der tilmed fulgte med i alt, hvad de voksne snakkede om. Underforstået at hun kunne bralre ud med noget ufordelagtigt om tyskerne. Men hun var kommet tidligt i seng som alle børn gjorde. Hun vågnede ved at høre folk råbe hurra. Hun tænkte at det var mærkeligt, for farfar havde jo først fødselsdag i september. Så kom hendes far op og sagde ”Det er freden” og hun fik citron-sodavand, hvad hun ikke fik til hverdag! Det blev en euforisk aften".

Jo Dronning Margrethe er en klog kone at høre på!

15. Kaffekværnen (s. 140-141)

Tilbage til Eriknauer. Ingrid skriver:

”Så kom 4. maj 1945. Klokken var 20:30. Som sædvanligt sad en masse mennesker i vores stue for at lyttede til BBC's danske nyhedsudsendelse fra London. Omtrent 4 minutter inde i udsendelsen slukkede speakeren, journalisten Johannes G. Sørensen, kortvarigt for mikrofonen. Da han igen åbnede for den, fremsagde han frihedsbudskabet:

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Derefter gentog han budskabet med ordene:

Her er London, Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Efter budskabet lød Kongesangen og Nationalsangen.

Der var først helt stille i stuen. Flere glemte at trække vejret. Man turde vel næppe rigtig tro på meddelelsen, selv om man havde en fornemmelse af at krigen måske snart var til ende, - eller måske ikke var det? - Så lød der et brøl og folk rejste sig. Det var som sæderne var blevet varme. Der blev leet og snakket i munden på hinanden. Alle blev selvfølgelig meget glade og lettede. Marie Barrit, den nærmeste nabokone skyndte sig hjem gennem hullet i hækken og kom tilbage drejende på en knasende kaffemølle. Nu skulle det fejres med rigtig kaffe. Hun havde længe gemt kaffebønnerne til en særlig lejlighed. Under krigen kunne man det meste af tiden, på lovlig vis, kun købe erstatningskaffe (Richs hed det mest almindelige) eller som hun har set min mor og andre gøre, riste korn på en pande og så male det i en kaffemølle og lave en slags kaffe af det. - Når hun nu tænker tilbage, kan hun genkalde sig den stærke lugt af brændt korn der bredte sig langt ud i landskabet. - Nu fik mor travlt med at varme vand og få sat kopper på bordet. Efter der så længe var blevet drukket dårlig erstatningskaffe blev der nu lavet rigtig kaffe til dem alle. De voksne snakkede om den dejlige duft af rigtig kaffe der bredte sig i stuen. Børnene løb op til vejen hvor de mødtes med en masse andre børn og voksne. Hun kan huske de sang eller skrålede frihedssangen. Hvor de kendte den fra husker hun ikke, men hun tror den var skrevet på et stykke papir og slået op på en telefonpæl. Hun kan huske sangen endnu.

Danmarks frihedssang - En vinter lang og mørk og hård

En vinter lang og mørk og hård
på fem forbandede år ...”

16. 'Èn banan ...’ (s. 144)

Ingrid kommer til at tænke på nogle linjer fra en gammel slager. ”Når der kommer en båd med bananer, så bli'r det sommer og solskin påny”. - Hun kan ikke huske om hun har smagt bananer før krigen, men hun kan huske som var det i går da hendes far første gang efter krigen kom hjem med en banan. Den blev beundret og højtidelig delt i fem, og det lille stykke smagte vidunderligt.

Tilbage til 30'ernes Eriknauer via en interessant oplysning fra Eigil Holms bog om Horsensegnens kirker. Vidste I, at Eriknauer har haft en kirke?

17. Eriknauer-kort. (s. 8).

Her er så starten på selve bogen: (starten, side 11:)

”Jeg var omkring 2 - 3 år. Min mor og jeg gik ved en strand med hinanden i hånden. Vi havde et godt tag i hinanden, for sandet var dybt og besværligt. I en fordybning lå en lille dukke med noget rødt tøj. Jeg rakte efter den, men måtte ikke få den. Min mor sagde det var en anden lille piges. Jeg kan endnu i erindringen se noget rødt og dukken i sandet.

Senere havde jeg en oplevelse med en anden lille dukke.

Jeg husker engang jeg havde fået lidt forskellige frø af min mor så jeg kunne lave min egen lille have. Et stykke tid efter opdagede jeg nogle planter der var kommet op. Jeg blev helt ellevild af glæde. Gravede dem alle sammen op med hænderne og løb ind til min mor i stalden for pavestolt at vise hende dem. Det var bønner.”

18. Blishønen (s. 112)

”Mergelgraven eller dammen var ét af de steder hun holdt allermest af at være, en oase midt i kornmarken eller roemarken. Imellem grenene havde blishønen som regel sin rede. Hvis man sad ganske stille, kunne jeg se de små kyllinger svømme rundt efter deres mor som vippende sorte, dunede propper. Der var karusser i dammen som med deres åndesmask dannede ringe på overfladen. Der var masser af fugle der blev tiltrukket af de mange insekter der fjumrede rundt over vandet. Vidunderligt at sidde der i solen og bare se og lytte til fuglenes kvidren, insekternes summen, karussernes åndesmask, blishønens ’duk, duk’ og med guldsmedenes propelsus i luften over mit hoved, iblandet talrige andre stille lyde.

19. Sukkerskålen, 20. Rationeringsmærker og 21. Floridastorm (s. 37-38)

En beskrivelse af hjemmet:

”

22. Dryp i mælkejunge (s. 103)

”En ting som jeg husker meget stærkt er lyde. Når det regnede nød jeg at lytte til regnen der silede fra taget ned på en mælkejunge, som var placeret med bunden i vejret på en træbænk lige under taget. Når regnen så stilnede af hørtes de enkelte dråbers melodiske - bløb - bløb - bløb med et længere og længere interval. Jeg kunne sidde længe og vente på det sidste bløb. En varm glæde fylder mig når jeg tænker på det. En anden lyd kunne være en morgen tidlig at vågne op og høre min mors skuffen med skuffejernet under kastanjetræerne eller havegangen. Sjuf, sjuf, sjuf. En dejlig monoton og beroligende lyd. - Eller om morgenen at kunne ligge og høre hende ruske asken ned i askeskuffen under kakkelovnen og høre hende stryge tændstikken med et hwiss, høre ilden buldre og høre hende med en rislen fylde kedlen med vand fra den blå pøs og sætte den på kakkelovnens ringe. Man kunne bare ligge der og nyde det i sin lune seng til vi blev kaldt op og der var varme i stuen. Forinden kunne jeg høre min far gå i stalden, somme tider dem begge. Så kunne jeg ligge der og svagt høre mælkestrålen i spanden. Sju, sju, sju. - Dengang var der masser af tid til at tænke og lytte. En inaktivitet jeg i dag godt kunne ønske mig lidt mere af. - På en taburet ved siden af kakkelovnen var en avis bredt ud med en balje varmt vand. Ved siden af lå sæbe, klud og håndklæde parat så man kunne vaske sig.”

På skift gik børnene den halve km ned til købmand Hjort med en kurv æg og havde så købmandsvarer med hjem. Engang imellem fik de en 10-øre som blev omsat til bolsjer eller bolsjesmuld. Kirstine og købmand Hjort fik bolsjer hjem i høje metaldåser. Når de så var tomme, var der noget smuld tilbage i bunden. Det kunne betale sig at investere i et kræmmerhus bolsjesmuld. Man fik mere for pengene.

Købmand Hjort i Eriknauer havde ikke det helt store udvalg af dagligvarer, så af og til handlede de i Brugsen i Løsning. Hver gang hun var i Brugsen, fik hun ekstra penge med, så hun kunne gå ind til ”Ja Så Gerne”, en lille trikotageforret­ning, og spørge om hun havde strikkegarn. Det var næsten umuligt at få garn under krigen (Merete Pryds Helle fortæller noget tilsvarende i sin familiekrønike ”Folkets skønhed”, hvor lærerinden fik sendt garn fra København). Man kunne af og til ved en fåreavler købe noget uld. De der havde en rok kunne så selv spinde garn. Ikke alle var lige ferme til håndværket. Nogle gange, blev der mange knuder på garnet i varierende størrelser. - Efter utallige gange at have spurgt ”Ja Så Gerne” om hun havde garn hun kunne købe og fået nej, det har hun desværre ikke, sagde hun en dag - ”ja så gerne” - og tog noget gråligt, lyserødt garn frem under disken. Det var ikke lige hendes yndlingsfarve, men hun vid­ste at hun under alle omstændigheder endelig skulle købe det. Man blev heller ikke spurgt om man ville have det, for det var en selvfølge. - Hun var meget stolt da hun kom hjem med pakken. Hun var kun ti år, men fik alligevel lov at strikke en trøje både til Jenny og sig selv.

Frederikslyst var da jeg var barn en velbesøgt og meget hyggelig skovkro. Der kom folk fra Horsens og hele omegnen. Der var ikke så mange biler, men man kom i jumper, alle slags hestevogne og charabancer og selvfølgelig kom man også cyklende. Hestevognene holdt på stribe inde i gården mens hestene græssede ude på marken. Her var en have med friskrevne gange og hvidmalede borde og stole rundt omkring i lysthuse og hvor der ellers var en hyggelig krog. Man kunne sidde her og få serveret kaffe med hjemmebag og noget at drikke. Der var utrolig hyggeligt.”

Engang havde nogle børn fra området fundet på at binde en snor i en gammel tegnebog og lægge den på grusvejen og omhyggeligt dække snoren med sand, og så trak de resten af snoren gennem naboens hæk. Bag ved hækken satte de sig i skjul og ventede spændt på at nogen skulle komme forbi. Bag ved dem igen var et højt trådhegn til en hønsegård. Når der kom én, enten cyklende eller gående, der ikke kendte legen, og han så bøjede sig og var - liiiiiiiige ved at røre tegnebogen, - så rykkede de til. - De nød at se de narredes måbende ansigtsudtryk når tegnebogen forsvandt lige for næsen af dem. Børnene kunne jo se dem gennem sprækker i hækken. De ku' ikke se børnene, fordi de ikke vidste at de var der. I hvert fald ikke før latteren bag hækken blev sluppet løs. Det var virkelig en leg Ingrid syntes man blev høj af. - En solrig sommerdag sad de der igen bag hækken og en stribe charabancer kom kørende på vej til Frederikslyst med glade, syngende og hujende mennesker. De første vogne kørte forbi, men så var der én der fik øje på tegnebogen. "Stands, stands der ligger en tegnebog". Børnene stivnede af spænding. Han hoppede af vognen og bøjede sig rask ned og var liiiiiiiiige ved, og de trak. Han blev rasende og løb om og fik øje på dem bag hækken, der var ved at få latteren i den gale hals. Han sagde hurtigt en masse grimme ord og at de var nogle pattebørn der skulle ha' nogen bank. De blev rædselsslagne, havde ikke tænkt på at de sad der bag hækken og var lukket inde. Bag dem var det høje trådhegn. Den eneste flugtmulighed var der hvor den rasende mand stod. De andre i vognen fik omsider den gale mand talt op til dem igen, og de og de bagvedholdende kørte videre med friske tilråb til ham der havde ladet sig narre.

26. Fru Jepsens buket (s. 80)

Ingrid kan ikke huske de legede med tegnebogen mere, men naboens Magda og hun gik en dag ud i hendes mors have og plukkede en buket blomster. De blev enige om at prøve det samme med blomsterne som med tegnebogen. De kunne ikke lige finde en snor, men bandt nogle stykker ståltråd sammen og fik buketten arrangeret og lagde sig så på maven bag den lave hæk. Der kom en dame cyklende. Hun hoppede af cyklen og de hørte hende sige. "Neeeej hvor yndige blomster". Ingrid mente at genkendte sin mors veninde på stemmen. Hun talte et meget fint og kultiveret sprog. Ingrid mente det var Mary Jepsen som boede i Horsens. De kaldte hende aldrig andet end Fru Jepsen. - Fru Jepsen bøjede sig og var liiiiiige ved, Magda trak. - Men heldigvis holdt sammenføjningen af ståltråden ikke, og damen samlede buketten op. De så hende dreje ned ad vejen til Ingrids forældre. Det var fru Jepsen. Ingrid pilede hjem og var inde lige efter hun var kommet, og hendes mor var i færd med at sætte blomsterne i vand. Da de stod i en vase på bordet fortalte fru Jepsen at hun havde fundet dem på vejen bundet sammen med ståltråd. - Gad vide om ikke Ingrids mor genkendte blomsterne. De holdt meget af fru Jepsen. Hun havde altid små gaver med til børnene ligesom der til jul også kom en pakke. - Ingrid var meget skamfuld, siger hun. På en måde var de selv blevet narret. Det var slet ikke så morsomt.

28. Fanø og Den døde degn (s. 129)

Jenny og Ingrid fik lov til, utroligt nok, at køre med en bus til Esbjerg og derfra med båd over til Fanø, hvor de skulle bo hos noget fjern familie i Sønderho, en fisker der havde to drenge og boede som nabo til møllen.

Da det blev aften fik de to drenge nøglen til Møllehuset hvor de skulle sove. Ingrid mener det normalt blev lejet ud. Drengene skulle vise dem til rette. Det var fantastisk, de kunne have hele det dejlige Møllehus for sig selv. Det var et par friske drenge. Under rundvisningen hvor de gik igennem stuen til soveværelset, sagde én af dem med dyb og uhyggelig stemme. ”I den store kiste der, ligger den døde degn.” - Skøre knægte! - Da Jenny hen på natten skulle på toilettet, som lå i den anden ende af huset, var hun panisk angst for at gå forbi kisten. Hun var også ved at gøre Ingrid bange, men hun tog sig sammen og de løb med hinanden i hånden forbi den døde degn ned til toilettet.

29. Cykelturen til Hjørring (s. 132)

Engang kom Jenny og Ingrid i tanker om at de ville cykle til Hjørring (180 km hver vej) og besøge deres bedstemor. De kendte ikke rigtig deres farmor, da de kun havde set hende en enkelt gang. Utroligt at de fik lov. Ingrid har været omkring 14 år og Jenny knap to år yngre. De startede med tasker, madpakker og soveposer i bagagebæreren. Da de var kommet et godt stykke på den anden side Horsens kom de i tanker om at de havde glemt at få en adresse med. Det var langt at køre hjem så gode råd var dyre. Deres forældre havde ingen telefon, men det havde naboen så de valgte at køre ind på den nærmeste gård og fik ringet til naboen der så måtte hente deres mor til telefonen. - Det var en lang cykeltur, og de blev ind imellem lidt trætte.

Når de kørte frihjul ned ad en bakke sang de. Når de kørte op ad en bakke blev de nemt lidt irritable og kom i stridshumør. Et stykke inde i Rold skov var det begyndt at mørkne, så da de kom til en lysning hvor der lå en mindre hvid ejendom, kørte de ind og spurgte om lov til at overnatte. Det måtte de gerne. Inderst havde Ingrid håbet at de måtte ligge på gulvet inde i stuehuset, men de venlige mennesker viste dem høloftet. De kravlede lidt beklemte op ad en hønsestige, og fandt et sted i høet på det nu næsten mørke loft. De var vist ikke mange sure sild værd. Om natten hørte de pludselig noget rumstere i høet og var begge på et øjeblik lysvågne, men blev hurtigt beroliget ved at høre et lille miiev. De vågnede meget tidligt om morgenen og stod op. Da de rullede soveposerne sammen opdagede Jenny at hun havde ligget under en bjælke hvor nogle duer havde siddet og klattet. De fik det værste gnedet af med noget hø. - Endelig nåede de til Hjørring og fandt deres bedstemor. Her var deres faster og onkel og kusine Wita på besøg. De boede i København og snakkede fint. Wita - var omkring fire år og havde rød neglelak på! I dag kommenterer Wita det med at der ikke var plads i herberget – og at hun ikke siden har brugt neglelak.

Allerede næste dag cyklede de hjem.

30. De forsvundne våben, s. 137

Da krigen kom og alle skulle aflevere deres våben, fedtede Per sit gevær og sin revolver godt ind, pakkede dem i noget vandtæt og gravede dem ned i sin have. Efter krigen da han ville grave dem op, var det umuligt for ham at finde stedet hvor de var gravet ned. Enten ligger de stadig et eller andet sted i havens muld , eller også har andre, der måske vidste hvor de var, gravet dem op og taget dem. Man kan godt spekulere på, at de mennesker der bor i huset i dag ikke har nogen anelse om, at der måske et sted i deres have ligger våben begravet.

31. Rædsels øjeblikket, s. 139

Ganske kort tid før krigen sluttede, legede hun og Jenny, da de pludselig hørte og så dem med et brag dukke frem over skovens trætoppe for i næste øjeblik at gøre himlen tordenvejrssort. Store, tunge og mørke maskiner fløj side om side og fyldte på et øjeblik hele himlen helt ud til den synlige horisont. Det så ud som rørte de skovens trætoppe og husenes skorstene. Hele himlen var på et øjeblik blevet til et larmende og buldrende brøl. Det skete så pludseligt. Det var ikke noget med at de først hørte en svag brummen, nej, det skete virkeligt som et kæmpe brag hvorved de selvfølgelig blev rædselsslagne. Deres forældre havde informeret dem om at hvis der en dag skulle ske noget voldsomt, der var jo krig, og alle var bange for hvad der kunne ske, så skulle de vende næsen hjemad og komme hjem med det samme. Hun fik Jenny i hånden og de løb. Hun trak voldsomt i hende. Hendes små ben kunne ikke følge med. Hun faldt og slog knæene til blods. Hun trak hende op og løb som en vild. Hun var virkelig bange. - Engang imellem kan hun endnu i drømme eller i mareridt, høre og se flyene komme buldrende over skoven og fylde hele himlen. - Da de løb forbi Sigrid, som var jævnaldrende med Frede, råbte hun til dem, at de ikke skulle være bange. "Kan I ikke se det er engelske fly". Under krigen så de jo så ofte fly, men aldrig havde de set så mange på én gang og så lavt flyvende. (Har de mon været på vej for at bombe Shell-huset?)

Og så vil jeg slutte med Ingrids møde med Maar Julius Lange. Hun var 14 år og cyklede ind med sine tegninger til en udstilling på det gamle Horsens Museum, hvor hun mødte Lange, der selv havde billeder med på udstillingen – det gav den første avisomtale fra 1949, da Lange sørgede for at tegningerne kom op at hænge.

Lange var kunstner og en stor menneskekender, fortæller Ingrid. Han var også et menneske der forsøgte at trænge ind under huden på de folk han mødte. Han var meget energisk og gik lige på. Det var grøftegraveren der lagde rør ned i hans skov. Det var direktøren der købte et billede. Det var lægen han konsulterede. Det var naboerne. Det var den fjortenårige pige på trappen. Han prøvede altid at finde ind under facaden til mennesket bagved. Kort fortalt: Han tog, Han brugte og han gav kolossalt. Her stod en pige, lige kommet fra den syvende kartoffelrække. "Du skal med hjem til mor og Bitten og ha' kaffe". Det kom hun, og det blev starten på et ubrydeligt venskab. Både han og fru Lange kom til at betyde utrolig meget for Ingrid i hendes udvikling. Han fik hende til at se og forstå så uendelig mange ting.

32. Langes bulhus (s. 199)

Langes sommerhus i Sondrup bakker blev lykkeligvis vores efter hans død – ja husene kalder vi stadig Langes som nu bulhuset her.

Lange, der døde i 1979, fik i øvrigt en stor retrospektiv udstilling på Horsens Kunstmuseum i 1999 i hundredåret for hans fødsel.

Mere om Lange og den engelske kunstner Noel White må I selv læse!