Evald og Herluf Eriksen

Nytårsaften i Vester Flyndergaard

”Så er det nu – de hå’r folde’ dje’ hænder”. Erik dirigerede sine brødre nytårsaften, da der skulle drives gæk med de missionske naboer. ”Nu tå´r vi æ Wogn”. De trak af med fjællevognen og væltede den over i møddingen. Et andet år var det deres egen forkarl, der fik smidt et snetungt havreneg i favnen inde på karleværelset. ”Åh Mari’ ” fo'r han op.

Evald

"De'her behøwe a æt høé o - a goer!", sagde Evald, hvorefter han rejste sig og gik. Kirketjeneren skyndte sig ned til døren. "A finder selv u'!" På hestevognen hjem beklagede han sig til konen Anna med de samme ord. "Men Evald - han havde jo ret".

Evald Eriksen, som havde Vester Flyndergaard, var som så mange andre Flynder-boere blevet frelst til Missionen, men efterhånden blev han lidt træt af alle de skinhellige og forlod menigheden. Derfor havde præsten ved gudstjenesten dadlet alle de vankelmodige, og det ville Evald ikke høre på.

Derer flere sammenhænge mellem Øster Skadhede i Bøvling og Eriksen-familien, som går via Hartvigsen og Faaremølle. I 1835 fødtes Christen Faare Hartvigsen på Faaregaard. Han fik ”manne bar”, som Karen i Skadhede fortæller på en gammel båndoptagelse, som Herluf har gemt, nemlig 15, og i 1880 fødtes den sidste, som fik navnet Christen Skadhede Hartvigsen. En af hans søskende, Johanne, blev gift med en Søren fra Skadhede og kone i Sønder Villensgaard, en anden hed Hans, som blev gift med Maren fra Skadhede.

Familien Eriksen i 1950’erne. Herluf nr. 5 bagest

Evald og Anna fik 11 børn.

Erik i 1914 og Hartvig i 1915, Karen i 1918, Gunner i 1920, Erhardt i 1921, Carl i 1922, Herluf i 1924, Tang i 1926, Kathrine i 1927, Vagn i 1929 og Villy i 1930.

Familien Eriksen i 1960’erne. Herluf igen nr. 5 bagest; Anna døde i 1957, tilbage er Evald og de 11 børn.

I 1899 overtager Hartvig Hartvigsen Faaremølle. Blandt hans otte børn er Anna, der giftede sig med Evald i 1913. En anden er (Karen) Marie, der giftede sig med (Jens) Martinus Andersen, proprietær på Vester Rysensten.

Fodbold

Evald blev sognerådsformand i det relativt lille Flynder sogn.

Brødrene var vilde med fodbold og kunne stille et fodboldhold sammen med to fætre fra Vester Rysensten, Peter og Hartvig. De udfordrede resten af Flynder sogn til kamp og vandt. Det var deres far ikke helt glad for, da resten af sognet så lidt skævt til disse selvtilfredse knægte – janteloven gjaldt også dengang.

De spillede hvert år mod Bøvling. Om det var Bøvling KFUM mod Flynder eller en mere privat match vides ikke, men de spillede sikkert i en ko-fenne på Øster Skadhede, dvs. en græsmark der var ryddet for ko-klatter, og Flynder tabte som regel. En gang havde de dog vundet og bagefter samledes alle de unge fra begge hold i stuehuset, Flynder-boerne i én stue og Bøvling-folkene i en anden, og humøret var højt i Flynder-lejren. Så stillede Jens Skadhede sig i døråbningen mellem de to stuer og sagde tørt ”A ve, at æ Bøvling-folk ka' tåål og ta'w, men nu er a spæ’n o’ om æ Flynder-folk ka' tåål og winn”. Det var ved sådanne lejligheder i 1930’erne, at den lille Maria Elisabeth (kort Lisbeth) modstræbende spillede på klaver. Herluf spillede i øvrigt på det danske præste-fodboldlandshold ligesom fætteren Peder Brogaard Andersen.

Lisbeth tog realeksamen i Ulfborg (tidligt op, cykle 4 km til Fåre, med lokaltog til Vemb, og med DSB til Ulfborg) og ville så i 1944 til København for at blive student, men pga. krigen måtte hun i stedet blive student fra kostskolen i Struer. Herluf blev student i Struer 1942 og tog så til København for at studere teologi og historie 1942-49.

Han boede på Borcks kollegium og lærte blandt andet Erik Aalbæk-Jensen at kende. De cyklede Danmark rundt og Herluf tog sin ven og studiekammerat med ud på Vester Rysensten for at besøge hans moster og onkel, Marie og Martinus. Aalbæk var meget spændt på om det nu også var rigtigt, hvad Herluf havde fortalt om Martinus' måde at fremsige Fadervor på, og Martinus skuffede ikke. ”FaderVOR, du som er i HIMlene..” med tryk på 'vor' og 'him'. Samme Martinus var en både from og yderst praktisk mand. Midt under afliringen af Fadervor efter middagen, kom han i tanker om soen der var ved at fare og skulle lige høre hvordan det nu gik med den – eller karlen skulle lige ha' besked om eftermiddagens gøremål.

"Mænd mod Piger" på Vester Krogshede i 1950. Fra arkiv.dk

Skadhede Bye og Gaard

Synopsis til en DR1 søndagsserie i 10 afsnit. 1600 – 2012

De 10 afsnit er opdelt i 20 scener. Dialogen improviseres frem af skuespillerne ud fra den beskrevne handling. En del er amatører, der til gengæld kender handlingen og den person, de fremstiller.

Skuespiller-listen er mit ønskehold.

1. 1595 – 1684 Birkedommeren og hans bror

Sted: Øster Skadhede og Bøvling Slot 1595 og 1633

Personer:Peder                                                                     Henning Jensen

                  Sven Pederssøn                                                   Jens Jørn Spottag

                  hans kone, Ane                                                    Liv Ammitzbøll Rasmussen

                  Jens Pederssøn                                                   Ari Alexander

                  sønnen Peder Svenssøn                                     Mikkel Skadhede

                  Præsten Janus Schouboe                                   Gudmund Rask Petersen

                  Predbjørn Gyldenstjerne, lensmand               Mads Mikkelsen

                  Hr.Oluf Jensen Tørring, præst i Fjaltring      JensKristian Noe
                  Maren Sørensdatter præstekone i Fjaltring   AnneLouise Hassing

                  Mette Sørensdatter søster til Maren               Mille Lehfeldt

                  Hr.Eske Gregersen, præst i Lomborg             Thure Lindhardt

                  Oluf Ottesen badskær                                         Jens Kristian Skovmose

                  statister, drikke-søstre og -brødre                   5 kvinder og 7 mænd

Baggrund: Navnet Skadhede optræder i Bøvling slots protokol fra 1595 og i præsten Janus Schouboe's to Præsteindberetninger fra 1766 og 1768 til biskop Bloch i Ribe. Schouboe skriver "Sognet siges inddelt i fire Fjerdinger. Disse er 1) Kirkebye, 2) Øster Bøufling, 3) Skadheede Bye, 4) Brørup"og derefter skriver han, hvilke gårde der hører til hver fjerding.

I 1595 nævnes gården Skadhede som én gård. Den lå nordligst i Bøvling sogn, næsten nabo til Bøvling Slot, hvor Predbjørn Gyldenstjerne var lensmand. Personalhistorisk Institut udarbejdede en slægtstavle for Øster Skadhede i 1942. Den første bonde i Øster Skadhedegård var Peder Svendsen i 1664 og 1688, og man skrev i en kommentar ”På Vester Skadhedegård sad 1664 Jens Pedersen… Om der har været noget slægtsskab mellem Peder Svendsen på Øster Skadhede og Jens Pedersen lader sig ikke fastslaa”.

På Skadhedegaard boede Peder som fæstebonde i 1595,en stovt og selvsikker bonde, der lærte sine sønner Sven og Jens at læse og skrive som et resultat af reformationen. Sven var den boglige, der var mest inter esseret i at lære noget, mens hans lillebror Jens var den praktiske, der tog sig af småreparationer i æ kjøes (kostald på vestjysk) og i fårehuset.

I 1615 hærgedes vestkysten af en stormflod, der ødelagde både slot og bøndergårde, så Bøvling by var ”slet bortflødt baade Lade, Herberghus, Stalde og Fæhus”. Kun taget af Salshuset stod tilbage uden ”Ben og Vægstolper”. ”Rugsæd var med Vand overløben og fordærvet". Efter denne ulykke blev 15 ud af 37 gårde i Bøvling sogn delt i to eller tre.

For at lensmanden kunne klare sine udgifter efter stormfloden, fik han af kongen lov at ødelægge to gårde, hvis marker blev tillagt herregården, fik udvidet hoveripligten og tillagt fæstegårde fra flere omliggende sogne. Fra Skadhede havde de kun en fjerdingvej (1½ km) til slottet – en kort tur over heden, hvor der ganske vist lurede hugorme, men de var heldigere stillet end de mange, der havde op mod en halv mil, ja mange fra nabosognene havde flere mil at gå. Ikke mindst derfor gjorde mange bønder oprør mod ekstraarbejdet på slottet. I Fjaltring, Dybe og Trans blev de mest standhaftige af bønderne til sidst bortdømt fra deres gårde.

Skadhede's 10 tønder hartkorn blev delt ligeligt, sikkert i forbindelse med Peders død mellem 1610 og 1615. Sven fik Øster og Jens Vester Skadhede. Lensmanden bekymrede sig ikke om, hvordan gårdene blev delt, så længe de leverede de aftalte hovdage –faktisk virker det mest som om bønderne kun er tal i et regnskab for lensmanden.Først byggedes de to halvgårde klos op ad hinanden; efter 200 år blev Vester Skadhede flyttet nogle hundrede meter mod vest.

Den begavede Sven blev hurtigt lensmandens yndling og blev udpeget som birkedommer i 1622 efter at hans nabo mod nord, Niels Madsen på Volder havde haft jobbet i syv år. Herefter blev Niels herredsfoged indtil han i 1630 blev dømt fredløs samt måtte afgive sin gård til kongen for et drab, da han under et skænderi med Bertel Jensen, sårede denne med en kniv. Bertels søn - og kongen - reddede dog Niels ved at acceptere en bod til Lemvig hospital på 100 rigsdaler.

Sven til Ane:

- Niels Madsen o’ Volder hå stukken Bertel Jensen mæ en kniv, så han døe’ a et.

- næj – han wå endda birkefoged før dæ

- ja, nu må Christian Firtal døm’ – men han slipper nok mæ en bo’ te æ hospital i Lemwig

I det hele taget var sager om vold og slagsmål samt hor de hyppigste i den tids retssager, som alle var beskrevet i slottets protokoller. Sven fik nok at se til. I 1633 kom han hjem til Ane:

-Nu hår æ præjst i Fjaltring – Hr. Jens - fåt sæ en problem

- nå?

- jow, hans kwon Maren og hinner dæ'ter å nowen anner kwindfol hår lawen drik’gil i Fjaltring kjerk sammen me nowen mandfolk

- å hun er endda sjæl’ præjst-datter.

Sagen endte hos kongen Christian den Fjerde, som sendte de voksne kvinder til tugthuset og mændene til Bremerholm med den skrevne ordre ”og når de derfra forløves, ville vi, at I med dem efter deres yderste Formue aftinger og siden lader dem staa aabenbar Skrifte”. De var heldige med ikke at blive anklaget for hekseri, men det må Sven trods alt have villet undgå.

I øvrigt er der pudsige paraleller til filmen ’Ofelia kommer til byen’ af Jon Bang Carlsen, der også foregår i Fjaltring kirke, hvor hovedpersonen fantaserer om samtaler med den korsfæstede inde i kirken.

Tre år efter er den gal igen, denne gang med Marens søster Mette i hovedrollen. Sven fortæller:

- Me’t, du ve nok, hå fåt syfilis. De sejer, te hun hår lejn i me’ de tysk' kejsertropper

- de wa li’got ...

- jamen hun hår gi’n Hr Eske i Lomborg æ skyld

- jamen hun ryger da i æ tugthus igjen?

- ja, nu ska’ hr. Eske lig’ synes føst ve æ ba’skjærer i Lemvig.

Da han viste sig fri for sygdomstegn, gav hun sin egen mand skylden. Han måtte også til badskæreren.

- å dæ’r måt han forklar’ for to widner, te han håd fåt et fra si kwon, å at hun måt ha fåt et fra æ tysk soldater.

Tak til Alfred Kaae for hans ”Bidrag til Bøvling lens historie” i Hardsyssels Årbog 1955 og til Svend Brorson Nielsen for flere skrifter om Bøvling sogn, der inddrager Janus Schouboe's indberetninger og protokollerne fra slottet.

2. 1688- 1750 Mogens og Knud

Sted: Øster Skadhede og Rysensten

Personer: Mogens Pederssøn                      Ole Lemmeke

                   Else, hans kone                            Ditte Hansen

                   Knud Mogenssøn                        Lars Bom

                   Lavs Mogenssøn                          Espen Smed

                   Pastor Janus Schouboe              Gudmund Rask Petersen

                   Hans Adolph Brorson, biskop   Jens Albinus

                ( evt. Søren Laursen, Laurs’ søn  Anton Skadhede

                   Degnen Peder Munch                 Pilou Asbæk)

Mogens Pedersen havde gården Øster Skadhede i Bøvling fra 1688 til 1729, og hans søn Knud Mogensen fra 1729 til 1749. De levede som hovbønder under Rysensten i den tidlige enevælde.

I 1728 var Mogens 63 og følte sig gammel og træt. Nu er det Knud, der røgter fårene og de tre køer i æ kjøes, mens Mogens kun klarer at malke.

- A holder æt så møj længer – de æ godt te du æ klår’ te å ta øwer.

- Ja, det goer da.

- De wå skidt, at vi fik kvægpest - å æ priser er ring’.

- Det æ osse ham Frederik firtal. Han ruinerer wos all’sammen med sin luksus og nu Fredensborg slot – han er vist imponeret a ham Solkongen i Frankrig.

- Nu hå han da law’ rytterskoler- ja, så ka han få nown bønderfolk til hans landmilits, der ka’ regn’ og løs’

Efter deres nætter – natmad – fortsætter Mogens

- de sæjer helsens, te Holberg skriwer nown sjow teaterstykker te æ nøj teater i Køwenhawn

- ja, men det er æt nøj for kongen, han æ møj from og er glå’ ve biskop Brorsons salmer. Han hår lukket æ teater.

Konen Else blander sig.

- War de osse ham der sent’ Hans Egede te Grønland?

- Ja, de war det vist.

Året efter døde Mogens og Knud blev mand i gården. Frederik IV døde i 1730 og Christian den Sjette og hans hofpræst J. B. Bluhme tog over. De var alle tre pietister og interesserede i skoler, så bønderbørnene kunne lære at læse i Bibelen og i katekismen, som var Luther’s opfindelse. I 1735 udbad biskop Brorson i Ribe sig oplysninger fra alle sogne­præster om skolesituationen i sognene og opdagede, at der manglede 124 nye skoler i Ribe Stift. I 1739 kom den første lov om folkeskoler, som de senere blev kaldt. I Bøvling var der uenighed mellem provsten, præsten og baronen Ove Juel-Rysensten om betalingen, men en skole kom op at stå i 1742.

Den var 4 fag lang og indeholdt både skolestue til 30 børn, beboelse og fæhus. ”Besætningen” bestod af en pige, en plag, en ko, tre får og et svin, ifølge Brorson-Nielsens beretning ”En skoles historie. Bøvling Skole”.

Knud i Skadhede fik ingen børn, men brodersønnen Søren Laursen, der var 18 år, var udset til arving. En dag snakker de om nyt fra hovedstaden

- A hår lånt Jeppe paa Bjerget af Holberg

- ja, det er nu godt nok te wi fik lær å løs'

I 1743 kom biskop Brorson på en sjælden visitats i Bøvling – provsten klarede de fleste - og bagefter skrev han i sin rapport, at ¨'degnen Peder Munch og Pastor Schouboe vare flittige, Tilstanden i Sognet skikkelig og Børnene svarede med Fornøjelse'. Hvis man googler ’Knud Mogensen’, fortæller Microsoft’s Bing: ”Knud Mogensen var en dansk adelsmand, der levede i det 18. århundrede. Han blev født i 1695 i Bøvling, Ringkøbing, Danmark. Hans far hed Mogens Pedersen Brandt. Det er værd at bemærke, at der også er andre personer ved navnet Knud Mogensen i Danmarkshistorien, så det er vigtigt at præcisere, hvilken Knud Mogensen du søger information om.”
Desværre bygger Bing på amerikanske slægtsforsker-sider som familysearch.org og MyHeritage.com.Imidlertid tager de fejl, idet der ikke findes nogen adelsmand, Knud Mogensen Brandt i Bøvling. Søger man i Arkivalieronline under Kirkebøger er de ældste fra en ”Enesteministerialbog” for 1690 til 1815, men året 1690 for Bøvling er defekt. 1691 og de følgende år fortælles i fri tekst med gotisk skrift hvem der døbes osv. søndag for søndag med kirkeårets betegnelser, f.eks. første Søndag efter Paaske i 1692, hvor Mogens i Skadhede er omtalt af præsten Peder Pedersen Bhie (den tredje i træk med det navn) i kirkebogen. Han er nævnt som "Fadder sammen med Knud Willensgaard ved Oluf Goballes søn Antons Daab, hvor Maren Aagaard bar Barnet".

3. 1750 – 80. Sagnet om Lavs Skadhede og Rysensten

Sted:         Øster Skadhede og Rysensten

Personer: Lavs Skadhede   Espen Smed

                   Gårdskarlen       Peter Gantzler

Laurs på 46 er ”heksemester” og småskør.

”Et sagn, som Rysensten slot danner rammen om og med en gårdskarl som hovedperson. Han havde medbragt et meget smukt sengetæppe, som hans søster havde syet. Det tæppe var karlens kæreste ejendom, og af den grund værnede han meget om det. En middagsstund i høstens tid, hvor han som sædvanligt gik til sit kammer for at få lidt hvile, opdagede han, straks han trådte ind ad døren, at hans tæppe ikke dækkede sengen, hvorover han ellers som sædvanligt havde bredt det før han tidligt om morgenen var gået til sit arbejde. Han blev noget hed om ørerne ved opdagelsen, men kiggede for en sikkerheds skyld i dragkisten for at overbevise sig selv om, at det ikke var der. Den middagsstund blev ikke til nogen hvilestund for ham for han måtte have sit kære tæppe fundet igen, og det nu straks, og for at få hjælp hertil gik han til den gamle heksemester i Bøvling, Lavs Skadhede.
Efter at have gjort Lavs begribelig hvad der var sket bad karlen ham da så mindeligt om at hjælpe.

- Jo, siger Lavs, - det kan nok lade sig gøre at få det tilbage igen, men du må fortælle mig, hvordan det så ud og hvornår det er blevet borte.

Det sidste kunne karlen ikke give nøjagtigt svar på, men han kunne dog sige så meget at det var fjernet fra sengen i hans kammer samme dags formiddag. Derimod var det ingen sag for ham at beskrive det smukke tæppe, og da han havde gjort det var Lavs ovenud tilfreds og han sagde, at det ville være let nok for ham at skaffe det tilbage.

- Jeg skal nok få den, der har stjålet det til at bringe det tilbage, vær du vis på det.

- Du vil vel ikke være så god at sige mig, hvad aften det vil blive bragt tilbage? 

- for jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide, hvem der har stjålet det.

- Nej, hvornår sådan præcis, det kan jeg ikke fortælle - men det bliver engang i nat, efter midnat i hvert fald.

Karlen turde ikke tage sig mere tid til parlamenteren med Lavs. Dels havde han på fornemmelsen at middagsstundens hviletid snart var ved at være forbi, og dels turde han ikke gå mere i rette med Lavs, at han ikke skulle blive vred og afslå at hjælpe ham. Karlen takkede derfor den kloge Lavs og skyndte sig tilbage til gården, hvor de andre karlfolk og pigerne rigtignok var ved at gøre klar til at gå i marken igen.

Karlen var blevet ganske opstemt efter mødet med Lavs, der havde lovet ham det smukke sengetæppe tilbage engang efter midnat, ærgerligt var det blot, at han ikke havde kunnet sige nøjagtigt hvornår, for det kunne jo være alle tider mellem klokken slog 12 og hanen galede folkene op til deres arbejde.

- Og hilse på tyven, det ville jeg forfærdelig gerne.

Dette eller måske blot den skinbarlige nysgerrighed efter at vide, hvem tyveknægten var, drev ham til ved midnat at sætte sig ud til vejen der førte ind til ladegården. Her måtte han komme forbi, og så mente han jo da, at tyven ikke kunne undgå hans opmærksomhed. Men ak, ak! Ligesom timerne blev små efterhånden som natten skred frem, således blev også karlens øjne mindre og mindre, som man siger, og til sidst faldt han i søvn i den lune sommernat. Men da han vågnede om morgenen ved det at hanen galede var sommermorgen-himlen ikke hans eneste dyne. Nej, nej, forover ham og ned omkring ham var svøbt det sengetæppe, som dagen før var blevet stjålet fra ham. Han fik ikke hilst på tyven. Han fik ham ikke at se. Ikke i virkeligheden, måske i drømme. Hvem ved! ”

Fra Jon Høgs ”Vestjyske fortællinger og sagn”

Hvad baggrunden er for sagnet kan vi ikke vide, men måske er Lavs mere snu end de fleste, så han som en anden Sherlock Holmes deducerer sig frem til at løse gåder. Han kunne også være en plattenslager, der planlægger et tyveri og bagefter opklarer det.

4. 1780 - 1800. Benbrudslægen og hans søn

Sted:         Øster Skadhede

Personer: Søren Laursen, Laurs’ søn            Lars Mikkelsen

                   Christen Sørens Søn                      Morten Hee Andersen

                   Anne Kirstine Sørensdatter          Sonja Richter

                   Knud, hendes ungdomskæreste   en vestjysk amatørskuespiller

Søren Laursen gik i faderens fodspor og blev sognets kloge mand - en barfodslæge, der hjalp mange med benbrud og lignende, men døde som en fattig mand på aftægt i 1799, da landboreform-lovene var vedtaget og på vej til at blive ført ud i livet. Skifteprotokollen fra Rysenstens arkiver opgør hver eneste genstand, han ejede, lige fra en ”beskadiget jernbilægger-kakkelovn” til 5 rigsdaler til en ”beskadiget lysestage” til 2 skilling, i alt 12 rigsdaler 2 mark og 12 skilling – langt fra nok til at dække begravelse og løn til den ugifte datter, Anne Kirstine på 37. Han har altså ikke for godt kunnet leve af folks benbrud. Men hans søn Christen, som havde arvet gården, betalte for begravelsen.

Christen til søsteren:

-A er kie aw, te a æ’t ka’ gi’ dæ nøj, nodu hår passet få’ri syv oer, men du we’ godt, at a ska’ ha’ peng’ te å køw’æ goer nu.

-Nå, så mo a prøw å fin’ en gue mand i stej for.

Anne Kirstine har pligtskyldigt passet faderen til det sidste; hun har affundet sig og siden fundet sin ungdomskæreste, Knud.

Svend Brorson Nielsen kommenterer tørt, at kvinder, der førte fæstegården videre, før de solgte den ”skulle medbringe en rådgiver. Man regnede åbenbart med, at det var nødvendigt at beskytte kvinderne mod de fæle mandfolks rævestreger – og det var det måske også.”I øvrigt var kvinderne ikke uden handelstalent: Maren Jensdatter købte Vester Krogshede for 1300 rigsdaler og solgte den straks for 2520 rigsdaler.

5. Selvstændige bønder 1805 - 1850

Sted:         Øster Skadhede

Personer: Christen Sørensen          Morten Hee Andersen

                   Maren Christensdatter  Alba August

                   P.S. Fønss, godsslagter  Waage Sandøe

                   Christen Christensen     Nikolaj Kopernikus

                   Ane Nielsdatter               Emma Sehested Høeg

Christen Sørensen fik gavn af landboreformerne. Der blev oprettet kreditforeninger og forsikringsselskaber og Christen købte fæstegården for 1100 rigsdaler i 1805, da Rysensten skulle afvikle fæstegårdene og blev købt af godsslagterne P. S. Fønss og V. C. von Schmidten. Vester Skadhede kostede i øvrigt 1200 rigsdaler. I 1809 solgte de resten af Rysensten til P. A. Høegh, der i 1855 adskilte Vester Rysensten som afbyggergaard.

En brandtaksation fra 1806 fortæller, at stuehuset i Øster Skadhede, der lå mod syd, er 11 fag langt, stalden og laden i nord er 25 fag langt og et tørvehus i vest er 5 fag langt. Alle bygningerer af fyrretræ som under- og overtømmer med lervæg og stråtag.

6. Indre Missions høvding Niels Storebjerg 1838 - 1923

Sted:         Storebjerg 1857, en postvogn gennem Jylland og Storebjerg 1863

Personer: Niels 19 / 25 år         Anton Skadhede

                  Johanne (Ane)          Fanny Leander Bornedal

                  Hendes adoptivfar   Anders W Berthelsen

                  En rejsekammerat   Jacob Oftebro

                  En diligencekusk     Martin Lausen

I tilbageblik: Englandskrigen og statsbankerotten.

Bønderne har købt egen gård på kredit, erhvervet trives. Christen bygger nyt stuehus.

Niels bliver barndomskæreste med Johanne, plejebarn på Storbjerg, og da hendes adoptivfar ligger på sit dødsleje siger han til Johanne

- Ja, nu ved du jo, at gården er din, når jeg har lukket mine øjne. Men hvor vil du få en karl til at styre den?

- Det kommer vi nok om ved, jeg har allerede en. Han hedder Niels i Skadhede

- Da er jeg ellers glad ved at høre det, for det er en af den rette slags.

Så da Niels er 18, rykker han ind som ”Mand i gården”. To år efter bliver de gift. I 1861 bliver han indkaldt til hærenog Ane må selv klare gården med hjælp fra en husmand.
- Hvorfor lejer du ikke en en underofficer ligesom på Smedsgård til at træde i dit sted?
- Nej for det koster 900 Rigsdaler, og dem kan vi ikke undvære.

I julen 1961 har han ”15 dages permission (juleferie)”. Turen hjem fra Rendsborg går med en kammerat med tog til Flensborg, lejet vogn til Aabenraa og videre til Ribe. De går så til Varde med overnatning i en kro (kammeraten kan ikke klare de 5 mil i Niels’ tempo). Alene med skiftende postvogne kommer Niels helt til Skærumkro ved Vemb. Han vælger den billigste plads ved siden af kusken,men får alligevel lov at komme indenfor, så han kan sove ved siden af postføreren. De sidste 2 mil går han, så han er hjemme juledags morgen før det er lyst til Anes glædelige overraskelse. I alt tre døgns rejse for at få 10 dage hjemme.

Under 1864-krigen har Niels Storebjerg en oplevelse med en troende soldat, der forudså sin egen død og faktisk blev ramt i hovedet af en kugle og døde. Efter hjemkomsten fik Bøvling og Nees besøg af Herrnhutterne fra Christiansfeld, der holdt såkaldte ”hellige forsamlinger” i hjemmene. Ane blev først omvendt til Indre Mission, da hun blev syg efter en barnefødsel og gik med til møderne. Hun ”fik fred med Gud nytårsaften 1869 ved aftenstid”. Niels holdt en tid fast i sit kortspil, men tabte lysten, da en medspiller ”lod mig høre for at min hustru var bleven hellig”.

Bøvling-Flynder fik en grundtvigsk kapellan i 1871.

Scene 10:

Sted:         Christiansborg slot

Personer: Christian den 9.     Kristian Halken

                   Mads Agger            Jens Erik Jensen

                   Den anden bonde  Joachim Fjelstrup

På Bøvling Valgmenigheds hjemmeside er der en fortælling om to jyske bønders møde med kongen: ”I 1874 skulle sognepræst i Bøvling ogFlynder sogne pastor Dreyer gå af p.g.a. alder. Han var nogle år forinden blevet presset til at ansætte en personlig kapellan, da menigheden ikke var tilfreds med hans måde at prædike på. Ved sognepræstens afgang var den unge sønderjyde Jes Anton Jessen kapellan. Han var vellidt som prædikant og folk søgte til Bøvling kirke. Folk af grundtvigsk observans ønskede, at Jes Jessen blev sognets nye præst og den gamle sognepræst kunne kun bifalde dette forslag. Måske havde man på fornemmelsen at det ikke bare ville gå af sig selv, så der blev indledt en underskriftsindsamling til fordel for ansættelsen af Jessen. 231 familiefædre, som det hed, repræsenterende lige så mange husstande, underskrev en ansøgning om, at kapellanen, Jens Anton Jessen, måtte blive udnævnt til sognepræst for Bøvling og Flynder. Fra missionsk side blev der også lavet en underskriftsindsamling, der dog kun gav 17 underskrifter. Altså et klart mindretal. Men den del af menighederne havde de bedste politiske forbindelser. Blandt missionsfolkene var der en bror til kredsens højrefolketingsmand Aaberg.

I Bøvling havde man nok en anelse om at det kunne blive svært at få en grundtvigsk præst udnævnt så to gårdmænd fra sognet rejste til København og fik foretræde for kong Christian den 9. og kultusministeren og frembar på den måde sognenes ønske. Mødet med kongen blev en oplevelse for de to bønder fra Bøvling. Kongen mødte frem i generalsuniform med sabelen slæbende på gulvet. Det er sikkert ikke tilfældigt, at det lettere komiske skær over sceneriet er blevet understreget i den senere fortælling om begivenheden. Den ene af gårdmændene, Mads Agger oplæste sognenes andragende for kongen, hvorefter kongen spørger

- Er denne Jessen venstremand? (venstrefolk blev anset for at være rabiate venstre orienterede).

- Ja det tror jeg han er.

- Hører han til de såkaldte grundtvigianere?

- Ja, det er derfor vi ønsker ham som sognepræst

- Jamen Grundtvig er jo en revolutionær samfundsomstyrter

- Ved Deres Majestæt i grunden hvem Grundtvig er, eller hvad han ønsker for det danske folk? Deres Majestæts ord vidner ikke derom!

Den lille flok på 17 missionsfolk fik deres vilje, både i 1874 og igen i 1883, da en ny præst skulle udnævnes. De foretrak en provst Blume på Mols, men deres egen provst afslog. Så rejste to mænd til Mols for at møde Blume, og det lykkedes for dem at overtale ham. Bønderne i Bøvling var unægtelig blevet selvsikre.

Som Niels Storebjerg skriver: ”... denne Strid og Adskillelse har bidraget til at Bøvling er blevet et aandeligt Midtpunkt paa Egnen”.

Niels Storebjergs søn, Thor, sang for ved den store juletræsfest i Missionshuset - gamle klassikere, som ikke stod i salmebogen som "Ære være", "Hosianna" og ”Oh stjerne hav tak”. Man må forestille sig flere hundrede børn og voksne, der dannede to eller tre kæder omkring det store juletræ. Alle gik tæt sammen med hinanden under armen. Thor sang for med rullende R’er: jen, tow, jen, tow, jen, tow, Æ’re væ’re, Gud i det højeste, og fred på jorden osv.". Far mindedes dem ved hver jul hjemme, så vi også næsten lærte 'jen, tow ...' og de rullende R'er. Og så var der frugt og godteposer til alle børn.

En hjemmeside om Bøvlingbjerg fortæller:

”I 1882 opførte grundtvigianerne egnens første - og amtets største - forsamlingshus. Det indre missionske samfund, der havde sikret sig sognekirken og kommuneskolen, byggede missionshus i 1884.
Grundtvigianerne leverede mælk til Bøvling Andelsmejeri, handlede i Bøvling Brugsforening, ordnede bankforretninger i den lokale filial af Lemvig Folkebank og stemte på Venstre. De unge gik til gymnastik og folkedans. Missionsfolkene fik oprettet et søndagshvilende mejeri i Brandborg, de handlede i Brandborg Brugs eller hos købmanden i Bøvling, brugte Bøvling Sparekasse og stemte på Højre. De indremissionske unge gik til møder i Ynglinge- og Pigeforening. Idrætten blev opdelt i Bøvling KFUM og Bøvling Idrætsforening.”

7. Jens og Margrethe Christensen 1890 – 1923

Sted:          Øster Skadhede

Personer: Jens Christensen               Jakob Cedergren
                   Margrete                             Charlotte Fich
                   Christen                               Esben Dalgaard
                   Jens                                       Nikolas Bro
                   Anton                                    Søren Malling
                   Maren                                   Louise Mieritz
                   Kristian                                Lars Brygmann
                   Ane Nielsen, aftægtskone Ingrid Skadhede
                   Søren 1917                            Bjarne Henriksen
                   Søren, 1945                          Lars Bom
                   Karen Jensen                       Trine Pallesen

Jens og Margrete i Øster Skadhede havde følgende børn:

Christen f. 1871, der rejste til Amerika i 1893

Jens f. 1874, der tog navnet Sønderskov efter Venø-grenen af slægten

Anton f. 1876, landmand i Nees

Maren f. 1879, gift med landmand i Hjerm

Kristian f. 1881, havneingeniør i Esbjerg

Søren f. 1884 fik gården. Han blev gift med Karen Jensen f. 1893. På et billede ses han ved smeden og sammen med sine heste (han var en ivrig hesteavler).

Der findes et gammelt billede af Margrete med et af børnene og et billede af Jens, Margrete og deres 6 voksne børn fra omkring 1905, hvor Christen er hjemme fra Amerika. Det må være fra omkring 1905 at dømme efter Søren, der da er omkring 21. Christen må ha' været hjemme fra Amerika.

Udover Mads Agger har Skadhede og Kølhede andre forbindelser.

Far fik besøg af og siden et brev fra en efterkommer, Hans Chr. Ørsnæs fra Århus (der i øvrigt også som forfader har degnen Ole Willensgaard, der er omtalt ovenfor under Pugpøt. Ørsnæs havde besøgt far sammen med Chris Kjølhede, oldebarn af Peter Kjølhede. Denne er sandsynligvis et uægte barn af Marie Johansdatter fra Kølhede og Chresten Jensen fra Skadhede. Dette sker vel at mærke længe før Mads Agger fårKølhede.

I Hardsyssel Årbog 1966 fortælles om Peter Kjølhede:

”I Gaarden Kjølhede i Bøvling Sogn fødtes 16. Marts 1844 en Dreng, som ved Daaben i Bøvling Kirke 24. Marts samme Aar fik Navnet Peder Kjølhede. Som voksen kom han vidt omkring, sejlede 13 Gange over Atlanterhavet, og efter hans Død som 93-aarig skrev en af hans Kolleger i en Mindeartikel: Lemvigegnen kan være stolt af at have fostret en saa betydelig Mand. Gaarden, hvor Peder Kjølhede blev født, ejedes da af hans Morfar, Johan Kjølhede.

Dattersønnen skildrer ham mange Aar senere som en Mand, der hver Søndag havde sin Plads i Bøvling Kirke. Det var ellers i en Tid, hvor næsten ingen andre i Sognet søgte Kirken. Han var i sine Velmagtsdage en meget velstaaende Mand, hvad ogsaa den Skildring, vi faar af Husets Indre, vidner om: "Dets flotte Maling og Dekoration, dets tre Himmelsenge, flere Stenborde og mange Bøger".Velstanden svandt i hans ældre Aar noget ind, men der var dog ved hans Død i 1854 en ret anselig Bunke Sølvdalere. "Jeg saa dem blive talt. Knud Beck fik 100 Daler for at tage sig af vi Drenges 100 Daler for hver. Vor Mor havde faaet nogle Hundrede Dalere, som blev trukket fra hendes Arv".

...

Sin Skolegang havde han i Skolen paa Bøvlingbjerg. Læreren der var en Søn af Præsten i Nørre Nissum, og han havde selv i nogle Aar studeret til Præst, men var saa under Opholdet i Hovedstaden skejet ud. Han fik da 25 Aar gammel Lærereksamen fra Snedsted Seminarium og blev 1841 Lærer i Bøvling, men hans Ungdoms Tilbøjeligheder fulgte ham Livet igennem, hvilket selvfølgelig gik ud over Skolen, saa der var ikke meget at hente der for den begavede Dreng. Derimod omtaler han sin Konfirmationsdag som en Dag, der paa særlig Maade fik Betydning for ham. Det var den gamle Pastor Dreyer, som ellers næsten ingen Tilhørere havde paa de almindelige Søndage i den store Kirke, og han betegnes ogsaa som en meget maadelig Prædikant. Konfirmationsdagen var dog Kirken proppende fuld, selvom Gudstjenesten denne Dag varede ca. 4 Timer. Det var derfor ikke ubetimeligt, at der efter Præstens Prædiken blev holdt et Frikvarter, hvor Konfirmander og Kirkegængere kunde gaa udenfor et øjeblik, inden den omstændelige Overhøring begyndte. Det var for os at synes meget indviklede Spørgsmaal, men for dem, der kendte Balles Lærebog paa Fingrene, var det hele ligetil. Peder Kjølhede var af dem, der kunde svare, og han kunde endnu, da han var 92 Aar, gengive hele Gangen i Katekisationen. Han var saa levende med i det, saa han som gammel Mand kunde sige: "Der var det mærkelige ved denne min Konfirmation i Bøvling Kirke, at det ringede til Kirke første Gang for mig. Herren min Gud var det, der spurgte mig, og jeg gav ham mit Hjertes Ja, men det var der ingen, der vidste, uden Han og jeg, men Indtrykket deraf fulgte mig indtil denne Time".

Det var, som sagt, ikke Sædvane i Bøvling at gaa i Kirke, men der var paa den Tid tre Familier i Sognet, som man kaldte "de helle", og som Kjølhede siger: 'Man kaldte dem ikke saadan for at hædre dem'. "

8. Familien i Amerika, Jens i Smørpøt og Anton. 1893 - 1945

Sted:                 Øster Skadhede

Personer:         Christen            Esben Dalgaard

                          Jens i Smørpøt SørenMalling

                         Anton                  Ib Maagaard

                         Kristiane             AnneLise Maagaard (Skadhede)

Christen Christensen rejste til Amerika i 1893. Der findes en lang og spændende samling breve mellem ham og Jens i Smørpøt. Både Christen og Jens rejste i 1893 til Amerika, men Jens rejste hjem igen. Christen klarede sig godt i starten, stiftede bl.a. et mejeri og førte en retssag (”The big Christensen Case” i 1916 for en fattig landmand. Men naturkatastrofer og tredivernes krise knækkede ham. Jens sendte et par gange penge til ham.

Jens giftede sig til gården Smørpøt. Hans kone Kirstine var grundtvigianer, så det blev Jens også nødt til at blive. Samtidig tog han navnet Sønderskov efter Venø-grenen af slægten. Blandt hans efterladte breve er en kladde til hans anmodning til provstiet om at ”løse Sognebaand”.

Christen og Jens skrev sammen lige til Christens død i 1945. Det sidste er fra 1941, sendt til det besatte Danmark – smykket med værnemagtens censur-stempel. Enken Anna skrev på engelsk om hans død i et brev til Jens, som nogen har oversat til dansk.

Anton og Kristiane boede på Kærvej i Bøvling, hvor han var hjemmeslagter. Senere flyttede de til Nees Mølle i Nees, hvor de fik syv børn. Fra 1917-23 havde de Antons forældre, Jens og Margrethe boende (efter at bror Søren havde overtaget gården).

9. Søren Skadhede. Bøvlings sidste hede opdyrkes, 1942

Sted:          ØsterSkadhede

Personer: Søren Skadhede 59 år              Arne Skadhede

                   Kristian                                      Lars Brygmann

                   Alexandra, porcelænsmaler   Sofie Torp

Søren Christensen Skadhede blev i 1917 gift med Karen fra det velstående Vester Krogshede med 6 tønder hartkorn. Måske for at matche hendes fødehjem – og fordi hans egen gård, Øster Skadhede, kun havde fem tønder hartkorn, købte han i 1921 27 tønder land hede af Christian Rahbek på Rysensten. Det var meget mager sandjord vest for nabogården Vester Skadhede, og midt på stykket plantede han en granplantage. Adgangen til Vestermarken gik ad en markvej anlagt mellem Pugpøt og Vester Skadhede, en vej der hyppigt var så opkørt, at den måtte udbedres med knuste murbrokker og grus.

Søren købte endvidere i 1942 32 tønder land hedejord fra herregården Volder i nabosognet Ramme. Volder blev ved den lejlighed udstykket i en række husmandsbrug.

I 1943 fik han sammen med naboerne Viggo Ovesen i Ilvad og Peder Tang i Østergaard Hedeselskabet til at udarbejde en afvandings- og opdyrknings-plan for jorden.

Af den indledende beskrivelse fremgår, at den sydligste del, som Søren havde købt hovedparten af, var for vandlidende til at dræne og opdyrke, så det blev liggende som eng, klos op ad den bæk, der danner skel til Ramme.

Som det ses af de samlede udgifter, havde Sørens bror, Kristian Skadhede, købt en part af jorden, som Søren opdyrkede. I mange år besøgte Kristian gården, overnattede og gik ture i marken. Når han spøgte med sin brors børnebørn, altså mig og mine søskende, fortalte han Kiplings historie om, hvordan elefanten fik sin snabel –og trak en af os i næsen.

Med en kraftig traktor med jernhjul og en kæmpeplov blev jorden pløjet op, så al-laget en meter nede blev vendt op. Så kunne det iltes og jorden blev dyrkbar. Metoden var altså en helt anden end den de klassiske hedeopdyrkere brugte i 1800-tallet, hvor man ved håndkraft opdyrkede heden tønder land for tønder land og tilføjede mergel, ofte fragtet hjem langvejs fra.

10. Jens Skadhede og Herluf Eriksen  1920 – 2012

Sted:         Vester Flyndergaard 1932

Personer: Herluf Eriksen 8 år            et barnebarn

                   hans otte brødre                 børnestatister

                   Peter Andersen, fætter      Hakon Rahbek  

                   Hartvig Andersen, fætter  Søren Hauch-Fausbøll

                   Evald Eriksen, far               JesperLohmann

                   Anna Eriksen, mor             Karen Margrete Svane

Evald havde ni sønner – en af dem hed Herluf. Han blev biskop i Århus og en festlig fortæller – f.eks. om en nytårsaften:

”Så er det nu – de hår folde’ dje’ hænder”.

Erik dirigerede sine brødre nytårsaften, da der skulle drives gæk med de missionske naboer. ”Nu tå´r vi æ Wogn”. De trak af med fjællevognen og væltede den over i møddingen. Et andet år var det deres egen forkarl, der fik smidt et snetungt havreneg i favnen inde på karleværelset. ”Åh Mari’ ” fo’r han op – Marie var hans hemmelige forelskede.

"De' her behøwe a æt høre o - a goer!", sagde Evald, hvorefter han rejste sig og gik. Kirketjeneren skyndte sig ned til døren. "A finder selv u'!" På hestevognen hjem beklagede han sig til konen Anna med de samme ord. "Men Evald - han havde jo ret".

Evald Eriksen, som overtog Vester Flyndergaard efter Erik Christian Nielsen,var som så mange andre Flynder-boere blevet frelst til Missionen, men efterhånden blev han lidt træt af alle de skinhellige og forlod menigheden. Derfor havde præsten ved gudstjenesten dadlet alle de vankelmodige, og det ville Evald ikke høre på.

Sønnerne kunne stille et fodboldhold sammen med to fætre. De udfordrede resten af Flynder sogn til kamp og vandt! Det var Evald ikke helt glad for. Han var nemlig sognerådsformand og resten af sognet så lidt skævt til disse lige lovlig selvtilfredse knægte.

De spillede også mod Bøvling, men der tabte de som regel. En gang havde de dog vundet og bagefter samledes alle de unge fra begge hold hjemme hos slægtninge på Øster Skadhede, Flynder-boerne i én stue og Bøvling-folkene i en anden, og humøret var højt i Flynder-lejren. Så stillede Jens Skadhede sig i døråbningen mellem de to stuer og sagde tørt ”A ve, at æ Bøvling-folk ka' tåål og ta'w, men nu er a spæ’n o’ om æ Flynder-folk ka' tåål og winn”. Hans søster Lisbeth spillede klaver ved den og andre lejligheder, selv om hun var genert

- ”A vil helst æt”

og der fik hun og Herluf øje på hinanden.

Sted:         Vester Rysensten 1947

Personer: Erik Aalbæk-Jensen   Peter Aalbæk-Jensen

                   Herluf Eriksen 23 år  Niels Eriksen

                   Martinus Andersen    Hakon Rahbek

                   Marie Andersen          Lisbeth Wulff

Herluf havde som ung på en cykeltur taget sin ven Erik Aalbæk-Jensen, der var thybo, med til Vester Rysensten i Bøvling for at besøge moster Marie og onkel Martinus. Aalbæk var meget spændt på om det nu også var rigtigt, hvad Herluf havde fortalt om Martinus' måde at fremsige Fadervor på, og Martinus skuffede ikke.

-Fader VOR, du som er i HIMlene (medtryk på 'vor' og 'him')

Samme Martinus var en både from og yderst praktisk mand. Midt under afliringen af Fadervor efter middagen, kom han i tanker om noget

- Æ sow er ve å fo grise, så den mo I se atter . . . led os ikke i fristelse . . . I kål’ ska' plow westeru’