Skadhede Bye og Gaard

Gården Øster Skadhede i Bøvling har en mere end 400 år lang historie som slægtsgård. I 1942 fik Søren Kristensen Skadhede en henvendelse fra Personalhistorisk Institut og han bestilte da en slægtstavle. Den viste at Øster Skadhede var gået i arv fra far til søn i otte generationer siden 1664, da Peder Svendsen var ejer (kvinder blev ikke medregnet). Tilmed fandt min far Jens Skadhede i en længere artikel af Alfred Kaaei Hardsyssels Aarbog fra 1955 en Sven Pedersen, der var birkedommer og ejede gården i 1624. Han må have været far til Peder Svendsen ligesom hans far må have heddet Peder.

Altså har vi tolv generationer medregnet min far og Maren, der sad i uskiftet bo fra 1817 til 1831:

Peder (ca. år 1600)

Sven Pedersen (ca. 1620-64)

Peder Svendsen (1664-1688)

Mogens Pedersen (1688-1729)

Knud Mogensen (1729-1749)

Søren Laursen (1749-1799)

Christen Sørensen (1799-1817)

Maren Christensdatter (1817-1831)

Christen Christensen (1831-1866)

Jens Christensen (1866-1917)

Søren Kristensen Skadhede (1917-1949)

Jens Skadhede (1949-2012)

Det følgende er et forsøg på at få sammenhæng i de første generationer i 1600- og 1700-tallet, hvor forskerne fra Personalhistorisk Institut var lidt usikre pga. mangelfulde kirkebøger. Fra 1800-tallet er der skriftlige kilder og fra 1900-tallet to Anders Agger-dokumentarer samt båndoptagelser med far og farmor.

Bøvling sogn i Middelnalderen

Trap fortæller:”I middelalderen var størstedelen af  Bøvling Sogn et birk under borgen "Castrum Bøfflingæ" (Bøvlingborg), som den kaldes i 1401.”

Arkæologiske fund kombineret med præsteindberetninger til biskop Bloch i Ribe af præsten Janus Schouboe fra 1766 og 1768 fortæller om det ældste Bøvling sogn. Schouboe skriver "Sognet siges inddelt i fire Fjerdinger. Disse er 1) Kirkebye, 2) Øster Bøufling, 3) Skadheede Bye, 4) Brørup".

Holstebro Museums Lis Helles Olesen har fundet spor af en bebyggelse nær ved Bøvling slot, det senere Rysensten. Denne bebyggelse kunne være Bøvling Kirkeby. I 2021 fandt detektorfører Frants Fugl Vestergaard et unikt hængesmykke – en halvmåneformet guldplade indrammet af fine guldkugler og guldbånd, der stammer fra Det Byzantinske Rige og er dateret til omkring år 1000. Måske en gave fra en byzantinsk kejser til en jysk viking.

Centerleder på Luftfotoarkæologisk Center Bo Ejstrud udpeger Gammelgårdene som en anden kandidat til Bøvling Kirkeby, der ligger mere centralt i sognet. Bøvling Kirke blev bygget i det 12. århundrede og hermed har vi Schouboe’s fjerdinger.

1595 – 1684. En hårdt prøvet Birke­dommer

Navnet Skadhede optræder i Bøvling slots protokol fra 1595 og i ovennævnte præsteindberetninger står der, hvilke gårde der hører til hver fjerding. Fjerding og Bye er her betegnelser for en samling af gårde og huse – senere blev det kaldt ejerlav, da enevælden havde matrikuleret landet. Skadheede Bye omfatter gårde over en strækning på en lille mil (fire - fem km) fra Pugpøt i vest til Faare Mølle i øst.

I 1595 nævnes gården Skadhede som én gård. Den lå nordligst i Bøvling sogn, næsten nabo til Bøvling Slot, hvor Predbjørn Gyldenstjerne var lensmand. Ovennævnte slægtstavle for Øster Skadhede fra Personalhistorisk Institut havde Peder Svendsen som den første bonde i 1664 i Øster Skadhedegård, og man skrev i en kommentar ”På Vester Skadhedegård sad 1664 Jens Pedersen. Om der har været noget slægtskab mellem Peder Svendsen på Øster Skadhede og Jens Pedersen lader sig ikke fastslaa”.

Ifølge Svend Brorson Nielsen blev Skadhedegård først delt i Øster og Vester efter 1682 og før 1768. Vester Skadhedes status i 1664 er altså usikker. Hvis der var tale om en helgård med to bønder, kan Jens Pedersen godt have været søn af Peder Svendsen, og de har deltes om hoveriet og arbejdet på Skadhede.

Under alle omstændigheder må Skadhede have haft en Peder som fæstebonde i 1595 – på Christian den Fjerdes tid -eftersom hans søn hed Sven Pedersen ifølge Bøvling slots protokol for 1624, hvor Sven er birkedommer.

Peders søn Sven fik lært at læse og skrive som et resultat af reformationen og en ordinans fra 1539, hvori det hedder: "Saa skal Sognedegnene undervise det unge Bønderfolk udi Børnelærdom og Katekisme".

I 1615 hærgedes vestkysten af en stormflod, der ødelagde både slot og bøndergårde. Et synsvidne fortæller: "Kirkeby var slet bortflødt baade Lade, Herberghus, Stalde og Fæhus, og ikke var bleven standende uden alene Taget af Salshuset, som stod på Rav på nogen Ben og Vægstolper, og hans Rugsæd var med Vand overløben og fordærvet". På grund af denne ulykke – eller for at flere sønner kunne få en gård - blev 15 ud af 37 gårde i Bøvling sogn delt i to eller tre, som det fremgår af herregårdens senere protokoller.

For at lensmanden kunne klare sine udgifter efter stormfloden, fik han af kongen Christian den Fjerde lov at ødelægge to gårde, hvis marker blev tillagt herregården, og han fik udvidet hoveripligten og tillagt fæstegårde fra flere omliggende sogne. Fra Skadhede var der kun en fjerdingvej (1½ km) til slottet – en kort tur over heden, hvor der ganske vist lurede hugorme, men de var heldigere stillet end de mange, der havde op mod en halv mil, ja mange fra nabosognene havde flere mil at gå. Ikke mindst derfor gjorde mange bønder oprør mod det ekstra arbejde på slottet. I Fjaltring, Dybe og Trans blev de mest standhaftige af bønderne til sidst bortdømt fra deres gårde. Lensmanden har næppe været en sadist som de Schinkel på Hald eller Wieds hovedperson i Slægten, kun overbevist om sin stands ret til at flytte rundt på bønderne som kvæg.

Også Skadhede's 10 tønder hartkorn blev delt ligeligt, idet Sven fik Øster og Jens Vester Skadhede. Lensmanden bekymrede sig ikke om, hvordan gårdene blev delt, så længe de leverede de aftalte hovdage – bønderne er kun tal i et regnskab for ham. Jens byggede Vester Skadhede lige vest for skellet, mens Skadhede blev til Øster Skadhede og de to halvgårde lå således klos op ad hinanden. Efter 200 år blev Vester Skadhede flyttet nogle hundrede meter mod vest.

Birkefogeder og andre fogeder samtSandemænd (en slags hegnssynsmænd oma.)var ’fri for ægt og arbejde’ som Kaae skrev, dvs. de slap for hoveri. Den begavede Sven, der var nabo til Bøvling slot,blev udpeget som birkedommer i 1622. Lensmanden har veltænkt, at han med sine evner kunne være nyttig. Det var kongen der udpegede på lensmandens anbefaling, og med utilfredse bønder efter stormfloden havde han brug for en, der ikke var for selvstændig. Sven har da heller ikke kunnet forhindre ”tyveriet” af gårdene og siger til konen:

_ Det ka’ æt wær rejti, men Gyldenstjerne gjør hwa der passer ham.

- Næj – du ku moske go te kongen

- han hår så ja

- nåh ja – vi småfolk mo bar’ ret’ ind

Hans nabo mod nord, Niels Madsen på Volder havde i øvrigt haft jobbet i syv år fra 1615. Herefter blev Niels herredsfoged indtil han i 1630 blev dømt fredløs samt måtte afgive sin gård til kongen for et drab, da han under et skænderi med Bertel Jensen, ramte denne med en kniv. Bertels søn - og kongen - reddede dog Niels ved at acceptere en bod til Lemvig hospital på 100 rigsdaler.

I det hele taget var Christian den Fjerde ikke bare en stor bygherre og uheldig krigsherre – han lavede også retsreformer. Dels blev hekseforfølgelserne styret stramt med retssager, der ikke var skueprocesser – ifølge Nationalmuseet’s natmus.dk var de”med til at forhindre den form for kædeprocesser, som man oplevede i mange andre europæiske lande”, dels lavede han også verdens første fængsel, Trunken i København, der senere blev afløst af Rasphuset og Tugt- og Forbedrings­huset. Begge sørgede blandt andet for at skaffe arbejdskraft til kongens krigseventyr.

Sager om vold og slagsmål samt hor var de hyppigste i den tids r.

etssager, og de var beskrevet i slottets protokoller. Sven fik nok at se til. I 1633 kom han hjem til konen

- Nu hår æ præjst i Fjaltring – Hr. Jens - fåt sæ en problem

- Nå?

- jow, hans kwon Maren og hinner dætter’ å nowen anner kwindfol hår lawen drik’gil i Fjaltring kjerk sammen me nowen mandfolk,

- å hun er endda sjæl’præjst-datter.

Sagen endte hos Christian denFjerde, som dekreterede

- Alle de voksne Kvinder skal sendes til tugthuset og de voksne Mandfolk til Bremerholm, og når de derfra forløves, ville vi, at I med dem efter deres yderste Formue aftinger og siden lader dem stå åbenbar skrifte.

De var heldige med ikke at blive anklaget for hekseri, men Sven har måske ikke turdet anklage de gejstlige.

I øvrigt er der en parallel til filmen ’Ofelia kommer til byen’ af Jon Bang Carlsen, der også foregår i Fjaltring kirke, hvor hovedpersonen fantaserer om samtaler med den korsfæstede inde i kirken.

Tre år efter er den gal igen, denne gang med Marens søster Mette i hovedrollen. Sven fortæller

- Me’t, du ve nok, hå fåt syfilis. De sejer, te hun hår lejn i me’ de tysk kejsertropper

- de wa li’got ...

- ja men hun hår gi’n Hr Eske i Lomborg æ skyld

- jamen hun ryger da i a tugthus igjen?

- ja, nu ska’ hr. Eske lig’ synes føst ve æ ba’skjærer i Lemvig.

Da han viste sig fri for sygdomstegn, gav hun sin egen mand skylden. Han måtte også til badskæreren.

- Å dæ’r måt han forklar’ for to widner, te han håd fåt et fra si kwon, å at hun måt ha fåt et fra æ tysk soldater.

Tak til Alfred Kaae for hans ”Bidrag til Bøvling lens historie” i Hardsyssels Årbog 1955 og til Svend Brorson Nielsen for flere skrifter om Bøvling sogn, der inddrager Janus Schouboe's indberetninger og protokollerne fra slottet.

Et sagn, som Rüsensten slot danner rammen om og med en gårdskarl som hovedperson. Han havde medbragt et meget smukt sengetæppe, som hans søster havde syet. Det tæppe var karlens kæreste ejendom, og af den grund værnede han meget om det. En middagsstund i høstens tid, hvor han som sædvanligt gik til sit kammer for at få lidt hvile, opdagede han, straks han trådte ind ad døren, at hans tæppe ikke dækkede sengen, hvorover han ellers som sædvanligt havde bredt det før han tidligt om morgenen var gået til sit arbejde. Han blev noget hed om ørerne ved opdagelsen, men kiggede for en sikkerheds skyld i dragkisten for at overbevise sig selv om, at det ikke var der. Den middagsstund blev ikke til nogen hvilestund for ham for han måtte have sit kære tæppe fundet igen, og det nu straks, og for at få hjælp hertil gik han til den gamle heksemester i Bøvling, Lavs Skadhede. Efter at have gjort Lavs begribelig hvad der var sket bad karlen ham da så mindeligt om at hjælpe.

- Jow, siger Lavs, - det ka nok la’ sig gjør’ å fo det tilbå’ igjen, men do mo fortæl’ mæ, hvordan det så u’ og hvornår de’ er bløwen væk.

- ja det ka’ a jo et sæj helt nøjawtig, men a ka sæj så møj, at de’ æ tawen fra mi seng her til formiddaw. Det er så flot en tæpp’.

- Det er got nok, den ka’ a let skaf’’ dæ tilbå’. - A skal nok få den, der har stjålen den te å kom’ mæ en, vær du vis o de.

- Du vil vel æt vær’ så gue’ å sæj mæ, hwa awten de’ blywer, for a ku rejti got tænk mæ o wid, vem der hår stjålen den.

-Nej, så’n præcis hvornår, de ka a æ’t fortæl’, men de’ blywer engång i nat, atter midnat i wer fald.

Karlen turde ikke tage parlamentere mere med Lavs.
Dels havde han på fornemmelsen at middagsstundens hviletid snart var ved at være forbi, og dels turde han ikke gå mere i rette med Lavs, at han ikke skulle blive vred og afslå at hjælpe ham. Karlen takkede derfor den kloge Lavs og skyndte sig tilbage til gården, hvor de andre karlfolk og pigerne rigtignok var ved at gøre klar til at gå i marken igen.

Karlen var blevet ganske opstemt efter mødet med Lavs Skadhede, der havde lovet ham det smukke sengetæppe tilbage engang efter midnat, ærgerligt var det blot, at han ikke havde kunnet sige nøjagtigt hvornår, for det kunne jo være alle tider mellem klokken slog 12 og hanen galede folkene op til deres arbejde. Og hilse på tyven, det ville han forfærdelig gerne. Dette eller måske blot den skinbarlige nysgerrighed efter at vide, hvem tyveknægten var, drev ham til ved midnat at sætte sig ud til vejen der førte ind til ladegården. Her måtte han komme forbi, og så mente han jo da, at tyven ikke kunne undgå hans opmærksomhed. Men ak, ak! Ligesom timerne blev små efterhånden som natten skred frem, således blev også karlens øjne mindre og mindre, som man siger, og til sidst faldt han i søvn i den lune sommernat. Men da han vågnede om morgenen ved det at hanen galede var sommer­-morgen­himlen ikke hans eneste dyne. Nej, nej, for over ham og ned omkring ham var svøbt det sengetæppe, som dagen før var blevet stjålet fra ham. Han fik ikke hilst på tyven. Han fik ham ikke at se. Ikke i virkeligheden, måske i drømme. Hvem ved! ”

Fra Jon Høgs”Vestjyske fortællinger og sagn”

Hvad baggrunden er for sagnet kan vi ikke vide, men måske er Lavs mere snu end de fleste, så han som en anden Sherlock Holmes deducerer sig frem til at løse gåder. Han kunne også være en plattenslager, der planlægger et tyveri og bagefter opklarer det. Han har åbenbart ikke overtaget gården, som Knud fik. Til gengæld skulle Søren Laursen overtage gården efter Knud.

Knud: I Køwenhavn hersker Schimmelman nu. Hanhår starte’enkongelig’Grønlandsk Kompagni’ og sent’ folk til Grønland

Hans kone: hwa ska de’ nu gjø’ got for?

Laurs: Jow, så ka’ de udnyt’ Grønland

Søren: Men vi kommer te’ å betål’ekstra stor’ skatter, før Grønland moske’ gi’roverskud.

Senere, da de sidder ved deres nætter:Knud: Di sejer, te’ Christian den 7’ er bløwensindssyg å Reventlow ernu hans opdrager. Laurs: Nej nu er de’ en tysker, der hedder Struensee ..

(se også Leines Profeterne i Evighedsfjorden og Hanne M. Svendsens Unn fra Stjernestene, ca. 1350)

1780-1800. Benbrudslægen

Søren Laursen blev sognets kloge mand - en barfodslæge, der hjalp mange med benbrud og lignende, men døde som en fattig mand på aftægt i 1799, da landboreform-lovene var vedtaget og på vej til at blive ført ud i livet. Struensee, der regerede for Christian den VII, havde lavet mange reformer, der blot blev vendt mod ham og sluttede med hans halshugning.

Søren: Hår I hørt, at Struensee er blevet henrettet?

Christen: Ja, han sku’ ha’ holt sæ fra dronningen’

Anne Kirstine: Han nåed’ da at få lawe’ nogen go’ ting.

Skifteprotokollen fra Rysenstens arkiver opgør hver eneste genstand, han ejede, lige fra en ”beskadiget jernbilægger-kakkelovn” til 5 rigsdaler til en ”beskadiget lysestage” til 2 skilling, i alt 12 rigsdaler 2 mark og 12 skilling. I skifteprotokollen skriver Rysenstens fuldmægtig efter den lange optællingsliste: altså beløber dette bos indtægtssum 12 rd. 2 mk. 12 sk.

5kriver tolv rigsdaler to mark og tolv skilling. Sønnen til den afdøde, Christen Sørrensen, som erarving her i boet, fremstod nu for skifteretten og erklærede såvel på egne som øvrige søskendes og medarvingers vegne, at hans og deres afgangne salig fader ikke var noget bortskyldig til nogen undtagen til hans og deres søster navnlig Anne Kirstine, som ikke aleneste havde besørget og betalt den salig afdødes begravelse og jordefærd, som havde kostet hende over 10 rigsdaler alt i alt, hun havde desuden bestandig været hjemme hos hendes gamle fader for at opvarte og pleje ham udi hans alderdom og enkestand 7 vintre i rad eller 7 halve år, og i den tid for det meste måtte føde sig selv, hun burde altså med billighed tilkomme forlods ud af boet udi kost og løn 70 rigsdaler. Men da boets omstændigheder næppe nok kunne tilslå til begravelsesomkostningerne og skiftets bestridelse, så kunne hun desværre ikke få noget for hendes retmæssige og billige fordring i boet, ligesom der altså ikke heller kunne blive noget at arve for de øvrige medarvinger, omend og det registrerede og vurderede ved offentlig auktion tildet alleryderste blev gjort i penge. Han, sønnen Christen Sørrensen var derfor underdanigst på egne og søskendes vegne bedende, at skifteforvalteren i dag ville slutte skiftet, og overdrage boet til ham og hans søster Anne Kirstine igen, til fri rådighed, da han lovede og forbandt "sig, at holde høje hr. skifteforvalter og fuldmægtig anger og kravsløs nu og i tiden for alt hvad der kan flyde og føge af dette skiftes hastige slutning dem i nogen måde tii præjudice, ligesom og at være ansvarlig for skifterettens salarium, såvelsom afgiften til revisions­kontoret. På grund af arvingernes protokollen tilførte derudi gjorte begæring, samt boets befundne omstændigheder, fandt skifteforvalterens fuldmægtig intet som kunne hindre ham fra at opfylde samme, og tii den ende herved sluttede dette skifte, og igen overdrog boet til sønnen Christen Sørrensen og hans søster Anne Kirstine som forlangt, og det i dag passerede med alle vedkommendes underskrift bekræftet.

Datum dødsbostedet Øster Skadhede ut supra,

På høje herskabets vegne underskriver

Fabricius,

På egne og øvrige søskende som medarvinger deres vegne underskriver
Christen Søren Søn

Der var altså langt fra nok til at dække 7 års løn til den ugifte datter, Anne Kirstine på 37, der tilmed betalte for begravelsen. Han har altså ikke for godt kunnet leve af folks benbrud. Men hans søn Christen havde arvet gården.

- A er kie aw, te a æ’t ka’ gi’ dæ nøj, no du hår passet få’r i syv oer, men du we’ godt, at a ska’ ha’ peng’ te å køw’ æ goer nu.

- Nå, så mo a prøw å fin’ en gue mand i stej for.

Anne Kirstine fandt sig en mand, Knud Henriksen i Mølgaard ved Faare. Deres datter Maren er født i 1804 og morbror Christen stod fadder.

I Bøvling sogn havde man i 1900-tallet en pendant, nemlig Marie te Pe’ Sem, som vender tilbage nedenfor.

1800-1870. Selvstændige bønder med økonomisk fremgang

Christen Sørensen fik gavn af landboreformerne. Der blev oprettet kreditforeninger og forsikringsselskaber og Christen købte fæstegården for 1100 rigsdaler i 1805, da Rysensten skulle afvikle fæstegårdene og blev købt af godsslagterne P. S. Fønss og V. C. von Schmidten. Vester Skadhede kostede i øvrigt 1200 rigsdaler. I 1809 solgte de resten af Rysensten til P. A. Høegh, der i 1855 adskilteVester Rysensten som afbyggergaard.

En brandtaksation fra1806 fortæller, at stuehuset i Øster Skadhede, der lå mod syd, er 11 fag langt, stalden og laden i nord er 25 fag langt og et tørvehus i vest er 5 fag langt. Alle bygninger er af fyrretræ som under- og overtømmer med lervæg og stråtag.

Bønderne har købt egen gård kontant eller på kredit og de har hurtigt fundet ud af at handle og optage lån og at føre regnskab med indtægter og udgifter. Det var sikkert Chresten, der fandt mergel i hedejorden nær ved Rysensten (mergelgraven ligger der endnu), kørte merglen med stude til sin nyopdyrkede jord, mens konen Maren har passet dyrene.

Brorson kommenterer tørt, at kvinder, der førte fæstegården videre, før de solgte den ”skulle medbringe en rådgiver. Man regnede åbenbart med, at det var nødvendigt at beskytte kvinderne mod de fæle mandfolks rævestreger – og det var det måske også…. I øvrigt var kvinderne ikke uden handelstalent: Maren Jensdatter købte Vester Krogshede for 1300 rigsdaler og solgte den straks for 2520 rigsdaler.”

Christen: Hår du hør’, te Ole omme i Pugpøt ska være degn?

Maren: ja, pastor Fuglede sku’ jo ha’ afsat svigerinden.

Fire år senere rykker Ole til Maabjerg som degn sammen med Anania og den fordrukne Jens Kr. Bierg får jobbet.

Lidt senere Christen igen:

- Det war nu got, te vi fik kreditforeninger

Maren: Ja, og de handler gård’ i et væk. Nu hår Maren te Vester Krogshe’ solgt igjen å tjent 1200 rigsdaler. Kwindfolk ka’ osse find’ u’ a å handl’.

Ved Christens død i 1817 blev Maren siddende i uskiftet bo og drev gården sammen med sønnen Christen. Hun har nok i begyndelsen taget sig af indkøb og handel med dyr, mens Christen klarede det praktiske. Efterhånden fandt han ud af faderens regnskab og økonomiske forhold i det hele taget.

- Hwonår trowr do, te du finder en kwon. Sku do æt ta’ mej te majstang på lørdag?

- Nej, de’ brøs a me æt rejti om.

- Jamen så æ der jo Ane til Niels, wo tjenest’pig’.

- Nej, hun er da al for ung.

Maren døde i 1831, og nu fandt Christen sig omsider en kone, nemlig Ane, der var 19 år yngre, og de blev gift i 1832.

Ane og Chresten fik seks børn: datteren Maren i 1834 og derefter fem sønner, der fik hver sin gård i Bøvling eller Ramme. De kan alle findes i folketællingen for november 1870. I Øster Skadhede oplistes følgende: Jens på 24 år, Søren 18 år (Jens’ lillebror), Ane Nielsen 57 år på aftægt, samt to karle og tjenestepigen Kjerstine på 15 år. Det er i øvrigt interessant, at Ane hedder Nielsen – hun hed Nielsdatter, før hun blev gift Christensen, men det skyldtes en ny navnelov fra 1828.

Jens fik gården i 1866 og Margrete og Jens bliver først gift den 1. december 1870 – derfor mangler Margrete i folketællingen.

Datteren Maren blev gift Willumsen og udvandrede til Iowa i USA, den ældste søn, Chresten købte Sønder Gadekær, Niels fik Storebjerg, Poul Fladhede i Ramme og Søren Sønder Villensgaard.

På landsplan regerer Højres J.S.B. Estrup, men Venstre stormer frem som den tids revolutionære parti.